3 sunde grunde til at lave dit eget juleknas

Har du droppet at bage julekager i år, fordi du ikke vil have huset fyldt med fristende hjemmebag? Vi giver dig tre sunde grunde til at gøre det alligevel.

småkager, julebag

Brunkager, vaniljekranse og havregrynskugler. Ingen jul uden juleknas, men hvilke julegodter er egentlig sundest? Svaret er enkelt: Dem, du laver selv! Så på med forklædet, og frem med kagerullen. Vi giver dig tre sunde grunde til at lave dit eget juleknas.

1. Du ved, hvad der er i

Konserveringsstoffer, smagsforstærkere og farvestoffer er bare nogle af de ingredienser, du undgår, hvis du kvitter detailhandlens præfabrikerede produkter og i stedet kreerer dine egne godter. Måske ved du allerede nu, at du alligevel ikke kan holde fingrene fra de færdigindkøbte sager? Og så kan du jo lige så godt lave dit eget.

Få opskrifterne på I FORMs sunde julekonfekt her.

2. Du bevæger dig

Det kan måske ikke erstatte din løbetur, men faktisk kan du aktivere flere store muskelgrupper under fremstilling af julebag. Prøv fx at tænk over, hvor mange gange du squatter for at nå en ingrediens, som er placeret i den nederste køkkenskuffe, eller hvor mange armkræfter du bruger på at rulle kagedej ud. Udfordr eventuelt dig selv ved at sætte en ingrediens tilbage på plads, hver gang du har brugt den, så du får bevæget dig mest muligt.

3. Det spreder glæde

Hvem bliver ikke glad for en dåse hjemmebagte julesmåkager? Medmindre du har brændt pebernødderne på, vil dit hjemmelavede julebag uomtvisteligt sprede glæde blandt venner, familie eller kolleger – og glæde smitter jo som bekendt.

Lav traditionel julemad i nye og sundere klæder med I FORMs juleopskrifter