Flere sunde gevinster ved kaffe

Kaffen er bedre end sit rygte. Se alle fordelene ved en kop kaffe.

Din risiko for at få type 2-diabetes sænkes

Hver eneste kop kaffe sænker din risiko for at udvikle type 2-diabetes. Forskerne ved ikke, præcis hvilke stoffer i kaffen der skal have æren for den positive virkning, for koffeinfri kaffe virker lige så godt, så man formoder, at det måske skyldes kaffens mange antioxidanter eller indholdet af magnesium.

En undersøgelse fra Harvard School of Public Health viser, at kvinder, der drikker seks kopper dagligt, har cirka 40 pct. lavere risiko for at udvikle type 2-diabetes. Det bakkes op af flere andre studier fra blandt andet Australien, England og Sverige.

En svensk undersøgelse foretaget på 8000 personer viser, at kvindelige storforbrugere af kaffe sænker deres risiko for at få type 2-diabetes med hele 75 pct.

Dit hjerte-kar-system bliver styrket

Lige når du indtager kaffe, stiger dit blodtryk og puls, men det er ganske ufarligt, da trykket falder igen efter et par timer. En norsk undersøgelse med over 23.000 sygeplejersker viser, at 1-3 kopper filterkaffe om dagen faktisk nedsætter risikoen for at dø af hjerte-kar-sygdomme med 24 pct.

Det bakkes op af flere amerikanske undersøgelser, der ligeledes viser, at folk, der jævnligt drikker kaffe, har lavere risiko for at få hjerteproblemer.

Du hjælper maven

Mange forbinder kaffe med noget, der irriterer maven og får den til at producere mere syre. Men mørkristede kaffebønner indeholder rent faktisk et stof, der mindsker mavens produktion af syre.

Forskere fra universitetet i Wien har fundet ud af, at kaffe er rig på stoffet N-methylpyridinium, der tilsyneladende blokerer for cellernes syreproduktion. Drikker du meget kaffe, kan andre stoffer, bl.a. koffein, dog stadig genere maven.

Din risiko for tarmkræft bliver sænket

Med fire kopper kaffe dagligt kan du sænke din risiko for at få tarmkræft, viser en svensk undersøgelse. Man formoder, at det skyldes, at maden ryger hurtigere igennem systemet, når du drikker lidt kaffe, og at kaffe desuden mindsker kroppens udskillelse af galdesyrer.

Din træning virker endnu bedre

Forskning med ni cyklister, der først fik koffeinfri kaffe og senere almindelig kaffe en time før træning, har vist, at udholdenheden var signifikant forbedret efter indtagelse af almindelig kaffe.

Cyklisterne, der gav den fuld gas, kunne holde ud et kvarter længere efter indtagelse af 330 mg koffein, og samtidig vurderede de, at det havde været knap så hårdt, som da de var tanket op med koffeinfri kaffe. Formentlig fordi kaffe indvirker på det sympatiske nervesystem.

Fedtforbrændingen var ligeledes væsentlig forbedret efter indtag af koffeinholdig kaffe, mens kulhydratforbrændingen var den samme.