Kaffeguide - hvilken passer dig?

Skal din kaffe være sund, smuk, fedtfattig, eller rager det dig en bønne, så længe den smager godt? Se her, hvilken kaffe der passer bedst til dig.

Caffe latte

CAFFE LATTE Få masse gode tips til din sunde og aktive hverdag dagligt her på siden.

I FORMs kaffeguide

Kafferne har fået tildelt karakterer ud fra deres sundhed og fedtindhold. 5 er sundest.

LÆS OGSÅ: Alt du bør vide om koffein og Kaffe gør dig endnu sundere.

Koge kaffe

Karakter: 3
Traditionel kogekaffe er kendetegnet ved, at bønnerne overhældes direkte med kogende vand uden brug af filter. Smagsmæssigt er det ingen gourmetoplevelse, og desværre viser undersøgelser, at denne type kaffe også har en negativ indvirkning på kolesterolniveauet.

Det farlige LDL-kolesterol øges, og det kan resultere i fedtaflejringer i blodkarrene, som øger risikoen for blodpropper i hjerne og hjerte. Denne ravage skyldes nogle stoffer kaldet cafestol og kahweol. Kogekaffe indeholder til gengæld hverken fedt eller kalorier.

Almindelig sort kaffe brygget på kaffemaskine

Karakter: 4

Smagsmæssigt er der stor forskel på filterkaffe. Har den stået på kanden hele dagen, er den ret skuffende, men er den frisklavet, kan den til gengæld smage himmelsk.

Udskifter du en daglig sødmælkslatte med en kop helt almindelig sort kaffe (uden sukker), kan du tabe dig helt op til 9 kilo på et år. Almindelig kaffemaskinekaffe kan altså være et helt fint supplement til en sund kost.

Den hæver heller ikke dit kolesteroltal, fordi filteret frasorterer de skadelige stoffer undervejs. En almindelig kop indeholder cirka 100 mg koffein.

Espresso

Karakter: 4

Espresso serveres ofte som et lille shot koncentreret kaffe og har en stærk smag, som appellerer til dem, der rent faktisk kan lide kaffe.

En rigtig espresso uden mælk eller andre dikkedarer giver dig alle kaffens antioxidanter og er særlig rig på stoffet N-methylpyridinium, som man formoder kan være skyld i kaffens positive virkning mod tarmkræft.

Espresso indeholder ingen kalorier. Det lille shot kan dog indeholde stofferne cafestol og kahweol, hvis det er brygget uden filter. Dermed kan det medvirke til at hæve dit kolesteroltal.

Kanelkaffe

Karakter: 3

Kanelkaffe er en rigtig hyggekaffe, der består af mælk, sukker og kaffe, hvor man har tilsat kanel i filteret sammen med bønnerne. Kanelkaffe smager skønt, men er ikke ligefrem slankekost.

Kanelen har til gengæld en gunstig virkning på blodsukkeret og indeholder flygtige olier, der modvirker betændelsestilstande som dem, man oplever, når man angribes af en helt almindelig efterårsforkølelse.

Sørg dog for at børste tænder ret hurtigt efter en kop kanelkaffe. Det høje sukkerindhold øger nemlig din risiko for at få huller i tænderne.

Café moccha

Karakter: 2

Café moccha er en slags caffelatte, som er tilsat chokolade. Drikken kan indeholde op til 200 kalorier pr. kop og er altså en rigtig kaloriebombe! I forhold til at drikke sort kaffe vil den give dig 13 kilo ekstra på sidebenene på et år, hvis du drikker den dagligt, især hvis det er sødmælksversionen.

På plussiden skal café moccha have, at den påvirker din krops mineraludskillelse minimalt, fordi den indeholder masser af mælk.

Cappucino

Karakter: 3

Cappuccino er en italiensk espresso med skummet varm mælk og et drys kakaopulver på toppen, og den dufter og smager yderst hyggeligt!

Den klassiske med sødmælk indeholder 45-60 kalorier pr. kop, hvilket rask væk giver 2½ kilo på sidebenene på et år, sammenlignet med hvis du drak kaffen sort.

Da cappuccino ofte laves på ufiltreret espresso, risikerer du at få nogle af de uønskede stoffer, der kan hæve kolesterolniveauet. Til gengæld er der ikke den store mineraludskillelse, når du drikker cappuccino.

Caffe latte

Karakter: 4

Især storbykvinder elsker latte. Ikke så underligt, for den smager nammenam! Den klassiske indeholder 120-200 kalorier pr. kop/glas, og drikker du latte hver dag, tager det kun et par uger at tage på, medmindre du dyrker meget sport.

Caffelatte kan være et glimrende mellemmåltid efter træningen, fordi den både indeholder protein til genopbygning af musklerne, opkvikkende koffein og hurtig energi, så du kan få fyldt lageret op igen. Skifter du sødmælken ud med minimælk, kommer du ned på 70 kalorier pr. kop.

Stempelkandekaffe

Karakter: 2

Stempelkaffe eller french coffee, som nogle kalder den, smager mere fyldigt end filterkaffe. Til gengæld indeholder hver kop af den ufiltrerede stempelkaffe 6-12 mg cafestol og kahweol, som hæver niveauet af det dårlige kolesterol i dit blod.

Det betyder ikke, at du ikke kan nyde en god kop fra stempelkanden indimellem, men lad være med at drikke tre-fire kopper dagligt, medmindre du filtrerer den. Stempelkaffe er fedtfri og indeholder sølle fire kalorier pr. kop. Og så er den klimavenlig i forhold til kaffebrygning på maskine.

Frappé – freddo – iskaffe – iceblend

Karakter: 2

Kært barn har mange navne, og det præcise indhold i den kolde kaffe varierer lige så meget. Normalt er den lavet med mælk, knust is, sukker og nogle gange sirup eller flødeskum. Det gør nærmest iskaffe til en slags flydende burger, når man tænker i kalorier – den kan indeholde op til 400 kalorier pr. glas!

Det kan hurtigt give dig adskillige ekstra kilo at slæbe rundt på, hvis du drikker meget af det, medmindre du skifter det ud med andet i din kost. Men smagen er der ikke noget at udsætte på – specielt ikke på en varm sommerdag.

Instant kaffe – pulverkaffe

Karakter: 4

Instant kaffe som fx Nescafé er jo ikke luksuskaffe, men den er hurtig og let at lave, og smagen kan være helt okay til daglig brug.

Hvis du ikke putter sukker, mælk eller fløde i, indeholder pulverkaffe ingen kalorier eller fedt, og pulveret, der har været igennem en frysetørringsproces, indeholder heller ikke de stoffer, der er under mistanke for at hæve det dårlige kolesterol i blodet.

Pulverkaffe Indeholder mindre koffein pr. kop end kaffe brygget på kaffemaskine, så der skal flere kopper til, hvis du skal have samme opkvikkende effekt.

Irish coffee

Karakter: 1

Irish coffee er en kaffecocktail med flødeskum, whisky og brun farin. Den indeholder 300 kalorier pr. kop, så den bør regnes for en dessert og er nok ikke det bedste valg, hvis du vil holde den slanke linje.

Nogle eksperter advarer om, at koffeinen kan få dig til at føle dig en tand for overfrisk – både koffein og alkohol påvirker centralnervesystemet, så koffein kan camouflere din rus og få dig til at føle dig mindre bedugget, end du egentlig er, hvilket som bekendt kan resultere i både fysiske og moralske tømmermænd dagen efter!

Koffeinfri kaffe

Karakter: 4

Koffeinfri kaffe har vundet hastigt frem de senere år, og i USA er “decaf” lige så udbredt som almindelig kaffe. Mens du må undvære det energigivende koffeinkick, får du stadig den beskyttende effekt mod type 2-diabetes, når du drikker koffeinfri kaffe, for effekten sidder ikke i koffeinen.

Faktisk tyder det på, at beskyttelsen mod diabetes er en anelse højere i koffeinfri kaffe, og tilmed kan du tælle den med i dit væskeregnskab, da den ikke er vanddrivende. Nogle mener, at “den ægte vare” smager bedre, mens andre ikke synes, der er forskel.