Detox – virker det?
Juicekure, grøntsagsdiæter og tarmskylninger. Det vrimler med detox-kure og behandlinger, der lover at rense din krop for giftstoffer. Men virker de, og er det overhovedet nødvendigt at detoxe sin krop? Få svaret her.
Juicekure, grøntsagsdiæter og tarmskylninger. Det vrimler med detox-kure og behandlinger, der lover at rense din krop for giftstoffer. Men virker de, og er det overhovedet nødvendigt at detoxe sin krop? Få svaret her.
Drik fem liter vand om dagen. Få skyllet tarmen regelmæssigt. Drik økologisk juice morgen, middag og aften. Fyld maven med tidsler og grøn te. Sved dårligdommene i din krops indre ud i en sauna. Detox er blevet populært. Men hvad siger forskningen egentlig om effekten af de mange kure, behandlinger og diæter? Få svar på dine spørgsmål om detox her.
Vores kroppe bliver bombarderet med gift- og affaldsstoffer – fx via tilsætningsstoffer i forarbejdede fødevarer, forurening i luften og kemikalier i kosmetikpungen.
Normalt kan kroppen selv skille sig af med de uhensigtsmæssige stoffer ved at udskille dem i leveren, nyrerne og i mindre grad lungerne og tarmsystemet. Men hober affaldet sig op i kroppens celler, kan det resultere i gener som fx hovedpine, træthed, overvægt, uren hud og fordøjelsesproblemer, mener detox-fortalerne. Derfor er der kun én ting at gøre: Ved at undlade at spise fast føde og samtidig drikke en masse vand og juice bliver affaldsstofferne i kroppen fortyndede og til sidst tisset ud.
Eller sådan lyder teorien i hvert fald. Idéen bag de mange detox-kure og behandlinger er altså, at du ved fx udelukkende at drikke juice og vand kan rense din krop for affaldsstoffer.
Ud over den vandbaserede detox-kur, hvor den udelukkende står på juice og vand i tre dage eller mere, findes der også deciderede detox-diæter. De består typisk af en meget stram kost af økologiske grøntsager og frugter – og en lille bid mager fisk eller kylling i ny og næ.
Og har man lyst til at booste kroppens affaldskværn endnu mere, findes der også en lang række kosttilskud, urter og naturmedicin, der har til formål at afgifte kroppen. Sortimentet strækker sig fra mælkebøtter og marietidsler til svovltabletter og fiskeolier, som bl.a. siges at booste leverens funktion og dermed også hastigheden, hvormed affaldsstofferne udskilles.
Tyktarmen tømmes for indhold ved hjælp af kropsvarmt vand, der løber ind og ud af tarmen. Ifølge behandlere kan en tarmskylning hjælpe mod en lang række lidelser, bl.a. eksem og betændelse samt psykiske lidelser som angst.
Flere studier har dog slået fast, at behandlingen kan få alvorlige bivirkninger. Patienter melder bl.a. om kramper og opkast samt mere alvorlige tilstande som nyresvigt og akut vandforgiftning.
Ved at spise en kost bestående af 2/3 basiske fødevarer som frugt, grøntsager og kartofler og 1/3 syredannende fødevarer som fisk, fjerkræ og kornprodukter genopretter du en sund pH-balance, som bl.a. menes at mindske risikoen for at udvikle knogleskørhed, diabetes og kræft. Kuren følges som regel i en til tre uger.
En juicekur går ud på udelukkende at indtage flydende kost i tre dage eller mere, så kroppen bliver bombarderet med antioxidanter og angiveligt “skylles igennem”.
Du kan dog komme til at mangle bl.a. proteiner, hvis du udelukkende lever af juice i en længere periode. Det indskrænker din muskelmasse og risikerer at få dit væv og dine organer til at gå ned i vægt. Hold dig derfor til nogle dage, hvis du vil være på den sikre side og hæld ikke mere end tre liter indenbords om dagen.
Drikker du for meget, risikerer du nemlig at skylle livsvigtige mineraler og vitaminer ud med urinen, og det kan være farligt. Ifølge overlæge og lektor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet Jens Rikardt Andersen bør syge, ældre og gravide, som i forvejen ofte har lave depoter af mineraler og vitaminer, helt afholde sig fra at gå på en juicekur.
Denne detox-kur går ud på at bremse den naturlige vækst af svampen Candida i tarmen. Ifølge fortalerne for kuren, kan svampen nemlig være en medvirkende årsag til alt fra udslæt til stress. Du bremser væksten ved at spise rigeligt med candida-hæmmende madvarer som fx hvidløg, mælkesyrebakterier og marietidsel.
I modsætning til omfanget af løfter er det sparsomt med dokumentation, som beviser, at du rent faktisk kan detoxe din krop. I 2009 kontaktede en gruppe britiske forskere producenterne af 15 forskellige detox-produkter og bad dem om at komme med videnskabelige beviser for, at deres produkter rent faktisk virker afgiftende, men ikke én eneste af producenterne kom med et svar. Og det ser ikke meget bedre ud for detox-diæterne.
Et studie fra 2014, hvor forskere undersøgte den tilgængelige litteratur på området, viste, at der ikke er nogen beviser for, at den type kure virker. Ifølge Jens Rikardt Andersen findes der til dato faktisk ikke et eneste studie, der påviser detox-kurenes effekt.
For detox-fortalerne betragtes kroppen nærmest som et gammelt hus, hvor der er rust i blodbanerne, og tarmen er stoppet til. Derfor skal der renses ud, akkurat som når man tilkalder en vvs-mand. Men sådan fungerer det ikke.
Kroppen renser sig selv for de stoffer, som den ikke har brug for, og kroppens kapacitet for at gøre det er meget stor. Har vi ikke brug for stofferne, eller er de skadelige, forsvinder de automatisk ud af kroppen som afføring, urin eller udåndingsluft.
Det er altså formentlig ikke nødvendigt for kroppen, at vi kaster os over en detox. Og faktisk kan det også være farligt, hvis det gøres forkert. Hvis du fx hopper på en kur, hvor du udelukkende drikker vand og juice, er det vigtigt, at du ikke hælder mere end tre liter indenbords om dagen. Drikker du for meget, risikerer du nemlig at skylle livsvigtige mineraler og vitaminer ud med urinen.
Set ud fra et videnskabeligt synspunkt lugter detox-behandlinger som juicekure og tarmskylninger lidt mere af smarte modefænomener end deciderede mirakelkure.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at detox skal sendes i skammekrogen. For selvom du ikke kan foretage en hovedrengøring af din krop ved at skylle den igennem med juice og vand eller svede tran dagligt i en sauna, så er det altid sundt at skrue ned for mængden af tilsætningsstoffer i maden.
En detox-diæt bestående af økologisk juice og grøntsager samt mager fisk og kylling kan være en glimrende måde at smide et par overflødige kilo på – og en indgangsbillet til en generelt sundere livsstil. Så skal kroppens hårdtarbejdende skraldemænd nok klare resten selv.
10 udenlandske konventionelle fødevarer er kilde til 75 procent af kroppens sprøjtegiftrester, viser tal fra DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsens pesticidkontrol.
Så hvis du vil undgå gift i maden, kan du med fordel vælge disse 10 fødevarer i økologisk udgave. De økologiske fødevarer indeholder nemlig ingen sprøjtegift. Du kan også gå efter danske konventionelle fødevarer, som stadig indeholder mange pesticidrester, men i de fleste tilfælde langt færre end de udenlandske.
Nej. Affaldsstoffer kan kun udskilles gennem urin, afføring og udåndingsluften. Det eneste, du udskiller ved at svede, er vand og salte. Din krop bliver altså ikke renset for giftstoffer, når du giver den gas i løbeskoene eller tager en slapper i saunaen.
LÆS OGSÅ: Derfor er sauna så sundt
Ja. Hvis du skifter forarbejdet mad med et højt fedt- og sukkerindhold ud med juice, grøntsager og magert kød, vil det ikke overraskende få kiloene til at rasle af. Det skyldes dog ikke, at din krop bliver afgiftet, men at du indtager færre kalorier.
Nej. Efter hård træning kan det være gavnligt at massere musklerne, så blodgennemstrømningen øges, og musklerne får mere ilt og næring. Men affaldsstofferne i musklerne fjernes automatisk af nyrerne og leveren, og den proces kan selv ikke den mest hårdføre massage speede op. Det ændrer dog ikke ved, at en massage kan føles rigtig skønt og lindrende på ømme muskler.
Nej. Giftstoffer fra luftforurening og kemikalier som fluorstoffer, der fx gemmer sig i pizzabakker og teflonpander, ophober sig i fedtvævet, og derfor kan de kun minimeres i kroppen via et vægttab. Det bedste, du kan gøre for at forhindre giftstofferne i at hobe sig op i din krop, er derfor at undgå kontakt med dem i hverdagen.