Ny til træning? Her er det værste, du kan byde dine knæ

Dine knæ er ekstra udsatte, når du kaster dig over en ny slags træning. Få fysioterapeutens forklaring på hvorfor, og tjek hans bedste råd til at passe godt på dine knæ.

Holdtræning

SKAL DU I GANG MED EN NY SLAGS TRÆNING? Så har vi et godt råd til dig, der gerne vil undgå at få knas med dine knæ.

© iStock

Mange af os får problemer med knæene – ikke mindst i forbindelse med træning. Men hvordan passer du egentlig bedst på dem?

Det har vi spurgt fysioterapeut Christian Neergaard om. Han er lektor på Københavns Professionshøjskole og driver klinikken Sund Sport.

“Noget af det værste, du kan byde dine knæ, er, at du for hurtigt går i gang med en belastning, du ikke er vant til. Dermed får strukturen omkring knæene ikke den nødvendige tid til at blive stærkere, og det kan give gener,” siger han.

Tålmodighed er en dyd

Ifølge Christian Neergaard er tålmodighed din bedste ven her.

Det gælder både for dig, der ikke er vant til at træne, og dig, som er vant til én træningsform og så pludselig kaster dig over en ny.

“Det handler om stille og roligt at øge belastningen over længere tid,” siger han.

Husk hviledage

Er du begynder, så læg ud med at træne to gange om ugen. Efter lidt tid kan du øge til tre gange og efter yderligere tid øge belastningen, fx med lidt højere intensitet, tid eller vægt.

“For motionister anbefaler jeg altid en hviledag mellem to træninger. Her kan man så mærke efter, om det, man gjorde dagen før, giver nogle gener, eller om man skal holde en ekstra pause.”

KILDE: Christian Neergaard, fysioterapeut og indehaver af klinikken Sund Sport, der har speciale i sportsskader