Derfor bliver du ikke mindre nærsynet med alderen
Mange af os får brug for læsebriller, når vi kommer op i årene. Men hvad sker der med dit alderssyn, hvis du i forvejen er nærsynet?
Mange af os får brug for læsebriller, når vi kommer op i årene. Men hvad sker der med dit alderssyn, hvis du i forvejen er nærsynet?
Holder du telefonen ud i strakt arm for at læse på skærmen? Så er du nok gået ind i læsebrille-fasen. Alderssyn rammer de fleste omkring 40-50 år og er beslægtet med ‘langsynethed’, hvor man har svært ved at se ting, der er tæt på.
LÆS OGSÅ: 5 ting, der holder dine øjne sunde
Mange tror, at alderssyn med tiden udligner nærsynethed, så du på et tidspunkt nærmest ser helt perfekt. Det er dog desværre ikke tilfældet.
“Du vil måske opleve, at du bliver lidt mindre nærsynet med alderen. Men du går ikke fra -2 til 0 i styrke, fordi du bliver langsynet med alderen,” fortæller Gitte Sørensen, der er optiker hos Profil Optik.
Ligesom zoom-funktionen på et kamera, skifter vores øjne konstant fokus, når vi flytter blikket mellem afstande. Alderssyn indtræffer, fordi linsen i øjet stivner, og vi får sværere ved at stille skarpt, når vi skifter fokus fra fjern til nær.
LÆS OGSÅ: Bliver mit syn værre, hvis jeg ikke går med briller?
“Det er ikke sådan, at fordi du har været nærsynet hele livet, så slipper du for alderssyn. Du vil måske opleve, at du pludselig læser bedre, hvis du smider briller eller kontaktlinser, men du vil stadig ikke kunne se ting, der er langt væk," forklarer Gitte Sørensen.
Som nærsynet kan det derfor være nødvendigt at investere i flerstyrke-briller eller -linser, der kan hjælpe med at stille skarpt på flere afstande. Eller du kan investere i et par læsebriller, hvis du bruger kontaktlinser.
50 % er sandsynligheden for at blive nærsynet, hvis begge dine forældre er det. Er bare én forælder nærsynet, er sandsynligheden 33 procent.