Bliver dit syn værre, hvis du ikke går med briller?

Er dit syn kun en anelse dårligt, kan det være fristende at lade brillerne blive i tasken. Vi har spurgt en optiker, om det kan forværre dit syn.

Kvinde, der sidder i sofa med en fjernbetjening.

ØJNENE kan blive trætte og irriterede, hvis du undlader at gå med briller, men hvad med synet?

© iStock

Burde du ikke få dig nogle briller? Den sætning har du måske hørt fra velmenende venner eller familiemedlemmer. Men sker der egentlig noget ved, at du udskyder at gå med briller eller linser? Det korte svar er nej, hvis du spørger Gitte Sørensen, der har flere års erfaring som optiker:

Voksne kan ikke forværre udviklingen af deres syn ved at gå uden briller – hverken nærsynede eller langsynede. Briller forhindrer, at du ser uklart, men det er op til dig selv, hvor meget du kan leve med.”

Der kan til gengæld være forskellige gener forbundet med at have dårligt syn og lade brillerne eller kontaktlinserne blive derhjemme.

LÆS OGSÅ: Bliver du nærsynet af at kigge for længe på en skærm?

“Anstrenger du dig for at se klart, og går du fx og kniber øjnene sammen, kan du godt opleve hovedpine og træthed,” fortæller Gitte Sørensen.

Børns syn kan blive forværret

Et voksent øje er færdigudviklet omkring 20-års alderen, og herfra kan du altså ikke forværre dit syn ved at gå uden briller. Men det er en helt anden sag, når vi snakker børn og teenagere.

Læs også: Derfor får du spændingshovedpine

“Vi har opdaget, at jo tidligere vi går ind og korrigerer børn og unges syn, jo mere kan vi bremse udviklingen af nærsynethed. Så det er vigtigt, at de mindste får de rigtige briller eller linser,” fastslår Gitte Sørensen.