Sådan holder du dine øjne sunde

Måske tillægger du det ikke stor betydning i dagligdagen, men dit syn skal følge dig resten af livet. Og faktisk er der flere forholdsregler, du kan følge for at holde dine øjne raske så længe som muligt. Se bare her!

Et øje, hvor iris er blå

Føles dine øjne tørre og irriterede, så blink mere, så der kommer fugt til øjet, og det får et hvil.

© iStock

Du kan træne dig i form og spise dig til en flot figur, men dine øjnes sundhed kan du ikke selv gøre noget ved, tænker du måske. Men i så fald tager du fejl!

Vi har spurgt øjenlæge Carsten Edmund, hvordan man holder sine øjne raske så længe som muligt, og det viser sig, at svaret ikke adskiller sig så meget fra, hvad der i øvrigt kendetegner en sund livsstil. Se bare her!

1. Få dit syn tjekket

Gå til optiker, hvis dit syn er blevet dårligere. Ignorerer du dit konstante øjenkniberi, kan det bl.a. føre til spændingshovedpine, nakkesmerter og træthed i hoved og øjne.

2. Kvit cigaretterne

Udover at rygning skader de små blodkar i øjet, har rygere også større risiko for at udvikle øjensygdommene grå stær og AMD, dvs. alderspletter på nethinden.

3. Kom op på cyklen

Vil du undgå øjensygdommen AMD, som med tiden gør dit syn uskarpt, kan du med fordel dyrke en times motion om dagen. I hvert fald har en dansk undersøgelse vist, at testpersoner, som var fysisk aktive mindst syv timer om ugen, havde tre gange mindre forekomst af tidlig AMD end deltagere, som var aktive under to timer om ugen.

4. Spis grønt

Bønner, broccoli og spinat er ikke kun godt for kroppen, det er også sundt for dit syn. En amerikansk undersøgelse har vist, at store doser C- og E-vitamin og mineralerne zink og kobber samt stoffet lutein kan bremse udviklingen af visse former for alderspletter, AMD.

5. Brug solbriller

Den ultraviolette stråling fra solen er hård kost for vores hud, men også for øjnene og øjenomgivelserne – og kan både give skader på selve øjet og øjenlågene, bl.a. hudkræft på øjenlågene.

Kilde: Carsten Edmund, overlæge dr.med., formand for Øjenforeningen Værn om Synet.