Miniguide til fiskeolie-kapsler
Hvis du ikke kan døje eller tåle fisk eller bare har besluttet at supplere med et omega-3-produkt, har du sikkert oplevet, at det er svært at gennemskue det store udvalg.
Hvis du ikke kan døje eller tåle fisk eller bare har besluttet at supplere med et omega-3-produkt, har du sikkert oplevet, at det er svært at gennemskue det store udvalg.
Skal du vælge fiskeoliekapsler eller levertran? Hvad er den rigtige dosis? Hvad med forurening? Og er der en sammenhæng mellem pris og virkning? Få svarene her.
Vil du pleje kredsløbet, er det fint med fed fisk to gange om ugen eller et dagligt tilskud på 500-1000 mg omega-3. Vil du dæmpe ledsmerter eller mildne betændelsessygdomme i fx hud eller fordøjelseskanal, skal du have ca. 3000 mg dagligt og spise fed fisk hver eneste dag eller tage et dagligt tilskud omega-3-fiskeolie.
LÆS OGSÅ: Hvad er inflammation i kroppen?
Der er sjældent en større sammenhæng mellem pris og virkning. Det kan godt betale sig at tjekke, hvad du skal betale for en bestemt mængde omega-3-fiskeolie, fx 1000 mg. Fiskeolie koncentreres ofte sådan, at omega-3-indholdet når ca. 60 procent. Men nogle kapsler har kun en koncentration på 35 procent, så dem skal du spise flere af for at få 1000 mg fiskeolie.
Tran er olie presset fra fiskelever, oftest torsk, som er renset og tilsat antioxidanter samt ofte A-vitamin og D-vitamin. Tran er relativt billigt, men indeholder meget overflødigt fedt. Er koncentrationen i tran kun 15 procent omega-3, skal du spise 5 ml for at få 750 mg omega-3. Generelt er det fint med ekstra D-vitamin, men pas på med A-vitamin, som vi helst ikke skal have for meget af.
Især i Norge er sælolie, enten flydende eller som kapsler, et populært alternativ til fiskeolie og indeholder typisk 20-25 procent omega-3-fiskeolier. Der er kemisk forskel på olier fra fisk og fra pattedyr som sæl, men man ved endnu ikke, om sælolie virker bedre end fiskeolie eller omvendt.
Især fede fisk kan indeholde miljøgifte som kviksølv, pcb og dioxin. Myndighederne kræver, at alle fiskeolieprodukter på det danske marked tjekkes for giftstoffer, så du burde være rimelig sikker på det punkt. Men vælger du ellers dine spisefisk med lidt omhu, er det lige så godt. Så får du også alle de andre sunde stoffer i fisken med i købet, bl.a. proteinerne.
På det seneste har der også været fokus på kvaliteten af fiskeolie i kapslerne og de i visse tilfælde stærkt kritisable hygiejniske forhold, de bliver produceret under, og det kan forhåbentlig være med til at højne standarden. Du kan selv tjekke friskheden ved at knække en kapsel og smage på olien og sikre dig, at den ikke er harsk.
Så meget fiskeolie får du Vi har valgt tre produkter ud i tre forskellige prisklasser for at undersøge, hvor meget fiskeolie du får for pengene. Vi har kun regnet på indholdet af omega-3-fiskeolie i kapslerne – EPA og DHA – og forholder os ikke til kapslernes øvrige indhold.
BILLIGT: Matas fiskeolie
180 kapsler for 189,95 kr.
1 gram fiskeolie (svarer til 2 kapsler)
koster 2,10 kr.
MELLEM: Pikasol
180 kapsler for 299,95 kr.
1 gram fiskeolie (svarer til 2 kapsler)
koster 3,35 kr.
DYRT: Eye Q
180 kapsler for 329 kr.
1 gram fiskeolie (svarer til 4 kapsler)
koster 7,30 kr.
Priserne er vejledende og set i Matas.