Gør varm alkohol os hurtigere fulde?

Glögg, lumumba og Irish coffee kan fyre op for varmen. Vi har spurgt en alkoholforsker, om de lune drikke også fyrer op for promillen.

En kvinde med en varm kop gløgg i hånden.

BERUSELSE – Er det blot den dampende varme fornemmelse fra en kop gløgg, der spreder hygge i kroppen, eller ligger der noget mere bag?

© iStock

En varm kop glögg gør underværker på en kold vinterdag, og måske føler du, at alkoholen går hurtigere i blodet end efter et almindeligt glas vin.

Men ifølge Ulrik Becker, professor og alkoholforsker ved Statens Institut for Folkesundhed, gør temperaturen ingen forskel for, hvor hurtigt kroppen absorberer alkohol:

Læs også: Lækker opskrift på alkohol-fri glögg

“Du bliver lige fuld, om alkoholen er kold eller varm. Det er en myte, at du kan fremskynde processen ved at varme alkoholen op,” forklarer han.

Generelt er der ikke ret meget du selv kan gøre for hverken at fremskynde eller sænke virkningen af alkohol.

“Du kan spise noget mad, mens du drikker, så sænker du hastigheden for at absorbere alkohol lidt,” fortæller Ulrik Becker.

Læs også: Er noget alkohol mindre skadeligt end andet?

Temperaturen udenfor gør heller ingen forskel

På samme måde er der heller ikke hold i påstanden om, at alkohol slår hårdere, når vi kommer ud i kulden.

“Jeg tror, det er psykisk, når vi føler, at temperaturforskelle påvirker, hvor hurtigt vi bliver fulde,” fortæller Ulrik Becker.

Han understreger dog, at det kan være ekstra farligt at indtage alkohol i koldt klima:

“Man har set en del eksempler på fulde mennesker, som lægger sig til at sove og omkommer i kulden, fordi de er sløve og ikke mærker, hvor koldt det egentlig er.”

10 genstande om ugen lyder max.-anbefalingen på ifølge Sundhedstyrelsen. Både for mænd og kvinder. Og max. 4 genstande på en aften.