Alt du skal vide om pre-workout
Hvad får du ud af pre-workout, og hvordan virker det? Her fortæller vi om fordele og ulemper ved pre-workout, og hvad du kan indtage i stedet.
Hvad får du ud af pre-workout, og hvordan virker det? Her fortæller vi om fordele og ulemper ved pre-workout, og hvad du kan indtage i stedet.
Hvad er det? En PWO er en pre-workout-drik, der, som navnet antyder, drikkes før din styrketræning. Indholdet af næringsstoffer skal sikre, at du bliver i stand til at fyre den ekstra meget af under træning. Indholdet varierer, men fælles er, at der bliver trukket på alle registre af næringsstoffer, der har bare den mindste teoretiske effekt.
Hvordan virker det? Typisk får du et skud koffein samt aminosyren beta-alanin, som potentielt kan få musklerne til at syre lidt mindre til. Ofte er der også tilsat andre aminosyrer, som muligvis kan øge fedtforbrændingsevnen eller muskelkraften. Desuden kreatin og en stribe vitaminer.
### Hvem har brug for pre-workout?
Pre-workout kan give træningsenergien et pift og musklerne lidt ekstra at skyde med. Især forud for et grænseoverskridende hårdt træningspas kan pre-workout være med til at skabe en stærk platform at præstere ud fra. Produktet har formentlig også en solid placeboeffekt.
Hvornår skal du tage det? Stofferne skal lige nå at blive absorberet, så det optimale tidspunkt at indtage den på er, 30-45 minutter inden der skal trænes.
Hvad kan du indtage i stedet? I praksis kan du indtage rent kreatin, drikke en stor kop kaffe og snuppe en lille proteinshake før træning – gerne mens du hører Eye of the Tiger eller ser en motivationsvideo på YouTube. Så er du meget tæt på at opnå samme boost.
Hvad koster det? En typisk dosering på 10-15 gram pulver koster omkring 10 kr.
Hvad skal du være opmærksom på? Aminosyren beta-alanin, som er almindelig i pre-workout’er, kan give forbigående rødme og prikkende hud. Fænomenet er umiddelbart harmløst.
Artiklen blev bragt i Aktiv Træning nr. 10/2015