Er stempelkaffe usundt?

Stempelkaffe smager skønt, men er der ikke noget med, at det er skidt for kolesteroltallet? Vi har spurgt en ekspert.

En kop kaffe på et træbord

STEMPELKAFFE kan medføre en mindre forhøjelse af det "lede" kolesterol.

© iStock

Hvis du har hørt det, er det delvist rigtigt.

For nogle af os er det faktisk bedre at vælge en anden slags kaffe end den, der hældes ud af stempelkanden. Det skyldes den måde, kaffen tilberedes på.

I kaffebønner findes hundredvis af stoffer, men særligt kahweol og cafestol er interessante. De to stoffer kan føre til en forhøjelse af LDL-kolesterol i blodet, som er det, der også kaldes det “lede” kolesterol, og som øger risikoen for at få åreforkalkning.

Allerede i 1990'erne opdagede man dog, at en meget stor del af stofferne forsvinder, hvis kaffen løber igennem et helt almindeligt kaffefilter.

Det gør den ikke, når den bliver tilberedt i en stempelkande, og derfor kan du få en mindre stigning i dit LDL-kolesterol, hvis du er glad for skub-ned-kaffen. Det er dog ikke noget, du skal bekymre dig om, hvis du ikke i forvejen har forhøjet kolesterol.

Generelt er der ingen grund til at frygte den sorte drik – tværtimod har kaffe utroligt mange positive sundhedseffekter.

Kaffe og kolesterol

Se her, hvilken kaffe du med fordel kan vælge, hvis du har forhøjet kolesterol:

© iStock

Filterkaffe

Her løber kaffen igennem et filter, som fanger størstedelen af stofferne kahweol og cafestol.

© iStock

Instantkaffe

Den nemme pulverkaffe er frysetørret, og i den proces udtrækkes de kolesterolfjendtlige stoffer.

© iStock

Espresso, latte, cappucino osv.

De populære cafédrikke lavet på espresso placerer sig midt i feltet, når det kommer til de to stoffer.

© iStock

Stempelkaffe

Bundskraberen, hvor der ikke er et filter til at fange stofferne. Pladsen deles med den såkaldte kogekaffe, som var meget udbredt før i tiden, men ikke laves så ofte mere.

*Kilde:* Kjeld Hermansen, adjungeret professor

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 12/2022