10 tegn på, at du er afhængig af kaffe

Er du afhængig af kaffe? Så kan du helt sikkert nikke genkendende til flere af disse ting på listen!

Kvinde med kæmpestore og trætte øjne drikker en kæmpestor kop kaffe.

Kaffe kan få det værste og det bedste frem i dig, hvis du er en af os, som skal have en daglig dosis for at fungere.

© iStock

Kaffe beskytter bla. mod diabetes og demens, men koffeinindholdet i dit blod påvirker både dit humør og din dømmekraft.

1. Hvis du på forhånd ved, at nogen har brugt den sidste sjat mælk, som var tiltænkt din morgenkaffe, giver det faktisk ikke rigtig mening at stå op.

2. Har du alligevel kæmpet dig ud af sengen, er du dog villig til at trodse snestorm, orkan og andre ekstreme vejrforhold.

3. Normalt fungerer din mave superfint, men hvis du ikke har tid til din morgenkaffe, får du øjeblikkelig forstoppelse.

4. Skal du på besøg hos en tedrikker, tager du klog af skade din egen nescafe med i tasken.

5. Når du skal orientere dig i en ny by, er cafeer vigtigere fixpunkter end selv de mest monumentale slotte, domkirker og parlamenter.

6. Kommer du en dag til at træne med mindre koffein i blodet end normalt, føles bakkerne ekstra stejle og vejen ekstra lang, og benene virker så tunge, at du bliver nødt til at dobbelttjekke, at der ikke er spændt blylodder efter dem.

7. Er du inde i en periode, hvor du drikker ekstra meget kaffe, begynder du at betragte rystende hænder, hjertebanken, hyperaktivitet og trangen til at speedsnakke som din nye normaltilstand.

8. Når du endelig får den kop kaffe, du har tørstet efter, er der næsten ikke grænser for, hvor produktiv, lykkelig og overskudsagtig du føler dig.

9. Den mest insisterende hovedpine kommer snigende, når du af en eller anden grund har drukket mindre kaffe, end du er vant til.

10. Efter en lang dag med masser af kaffe roterer du hvileløst rundt i sengen uden at kunne falde i søvn.