4 overraskende ting, du ikke vidste om chokolade

Elsker du også chokolade? Så har vi fundet 4 overraskende men fantastiske grunde til guffe chokolade i dig.

Kvinde ligger i sengen med en plade chokolade

Så sundt er chokolade i virkeligheden

Nu får du verdens bedste undskyldninger for at kaste dig over den mørke chokolade. Den lille lækkerbisken er nemlig endnu sundere, end du måske går og tror.

1. Fyldt med antioxidanter

Chokolade (i begrænsede mængder) er godt for dit hjerte, da det styrker indersiden af dine blodårer, så der ikke så let kommer åreforkalkning og blodpropper. Antioxidanterne i den bittersøde snack får blodårerne til at slappe af, så blodet lettere kan løbe igennem, og hjertet ikke skal arbejde så hårdt. Et par firkanter mørk chokolade dagligt er nok til at opnå en positiv effekt.

2. Virker anti-inflammatorisk

De små bakterier, der bor i vores tarme, forvandler kakaostofferne i chokoladen til nogle forbindelser, der dæmper inflammation. Inflammation kædes sammen med både hjertesygdom, diabetes, kræft, depression og fedme. Men husk ikke at overdrive, for der er mange kalorier i chokoalde, og overvægt virker inflammatorisk.

3. Gør dig høj i hatten

Den brune lækkerbisken stimulerer dannelsen af naturlige velværehormoner, så vi lettere slapper af, glemmer vores smerter og føler os veltilpasse.

4. Mætter bedre end andet slik

Kakaosmør består hovedsageligt af nogle bestemte fedtsyrer, der ligger længe i mavesækken og sender besked til hjernen om, at den ikke behøver at spise mere foreløbig.

Tip! Gå efter en høj kakaoprocent

Når du køber chokolade, så gå efter en, der indeholder minimum 70 procent kakao. Det er nemlig kakaobønnerne, der er ansvarlige for alle chokoladens gode egenskaber. Ud over kakao består chokolade af sukker og eventuelt mælk. Lys og hvid chokolade består hovedsageligt af sukker og mælk.