Træningselastik – effektiv træning i lommestørrelse
Du kan styrke og tone din krop effektivt med en træningselastik, og så fylder den endda minimalt i tasken. Læs alt om, hvordan du bruger den elastiske træningsmakker, og få hjælp til at vælge det helt rette eksemplar.
Tænk, hvis du kunne have et helt fitnesscenter i lommen. Håndvægte, maskiner, vægtstænger – ja, hele molevitten. Det ville da være smart!
Og faktisk er det slet ikke så urealistisk, som det lyder. En sammenrullet træningselastik fylder ikke meget mere end en papirkugle, og med den som makker har du alt, hvad du skal bruge for at få en grundig gang styrketræning.
Tjek her alt hvad du skal vide, når du skal købe og træne med en træningselastik.
En træningselastik har den klare fordel, at den er super praktisk. Den vejer meget lidt og kan rulles sammen til at fylde næsten ingenting. Du kan nemt snuppe en træningselastik med på ferie eller på weekend hos familien, så du hele tiden har muligheden for at træne målrettet, selv om du er langt hjemmefra. På løbeturen kan du have en træningselastik med i jakkelommen, hvis du vil snige lidt styrketræning ind undervejs på ruten.
Er du mere til træning på stuegulvet, slipper du for at slæbe tunge håndvægte med hjem, som ligger i vejen eller fylder i skabet.
Sammenlignet med et medlemskab af fitnesscenteret er en træningselastik desuden en billig investering.
Hvad gør en træningselastik ved kroppen?
Er du på jagt efter en stærk og tonet krop, er en træningselastik det helt rette redskab. Når du træner med elastik, er du sikker på at bevare modstanden gennem hele øvelsen. Og du udfordrer samtidig et hav af muskler, som skal kæmpe for at holde stabiliteten, når gummiet er godt spændt. Desuden aktiverer du automatisk dine mavemuskler undervejs ved hjælp af træningselastikkens modstand.
Døjer du med en skade, er elastisk træning også oplagt, fordi du kan bygge musklerne langsomt op med en mild modstand uden at overbelaste kroppen.
Hvilken træningselastik skal jeg købe?
Træningselastikker fås i en række forskellige udgaver og med forskellige styrker. Hårdhedsgraden afhænger nemlig af farven på elastikken, og disse kategorier kan variere alt efter, hvilket mærke du vælger. Så prøv dig frem, indtil du har fundet den sværhedsgrad, som passer dig.
Overordnet findes der tre typer af træningselastikker, som kan opfylde forskellige behov. Her er nogle af de væsentligste fordele.
3 typer træningselastikker:
1. Lang almindelig træningselastik
Den lange træningselastik kan bruges til en hel række øvelser og er desuden god til udstrækning, fordi du nemt kan placere den under dine fødder, bagom ryggen og så videre.
Mens du laver øvelser, kan du hurtigt justere modstanden med den lange træningselastik ved fx at holde længere inde mod midten eller binde den en ekstra gang rundt om bordbenet, stolen eller andet, du har sat din træningselastik fast til.
Du har også mulighed for at binde din træningselastik sammen til en lukket ring, hvis øvelsen kræver det. Den er desuden flad og praktisk at have med i sportstasken, i lommen på løbeturen eller på rejsen.
En træningselastik med håndtag er lidt strammere i materialet, og håndtagene gør, at du nemmere kan holde fast og få en god stabilitet i håndleddene. Den kan med et snuptag sættes fast i en dør, så du kan lave øvelser, hvor du hiver i træningselastikken ud fra døren.
Den lille cirkelformede træningselastik er særlig godt til at træne baller og lår, men du kan også sagtens ramme overkroppen. Træningselastikkens lille størrelse betyder, at modstanden i øvelserne bliver stor, mens dine bevægelser bliver mindre.
Du kan bruge en træningselastik til en masse forskellige øvelser, som trimmer hele kroppen. Blandt andet kan en træningselastik fungere som erstatning for håndvægte eller vægtstang i øvelser som dødløft og rows, og i andre tilfælde kan den elastiske modstand hjælpe dig til at få endnu mere ud af klassiske øvelser, fx squats eller push-ups.
Prøv også vores effektive elastikprogram med 6 styrkeøvelser med træningselastik, der udfordrer mange muskler samtidig.
Det smarte er, at du nemt kan regulere sværhedsgraden ved at stramme mere eller mindre i det lange bånd. Jo mere du strammer din træningselastik, jo større modstand får du i øvelsen. På den måde kan du hele tiden justere øvelserne i takt med, at du bliver stærkere og mere rutineret.
Når du ikke kan stramme den mere, kan du altid skifte til en hårdere træningselastik i en anden farvekategori og få nye udfordringer.