Find træningsmotivationen om vinteren
I de kolde og mørke måneder er det svært for mange at finde træningsmotivationen. Vi har samlet de mest brugbare råd til at holde træningen ved lige over vinteren.
I de kolde og mørke måneder er det svært for mange at finde træningsmotivationen. Vi har samlet de mest brugbare råd til at holde træningen ved lige over vinteren.
Når temperaturen og antallet af lyse timer i døgnet daler, så går det for mange af os den samme vej med træningsmotivationen. Hvis du vil undgå at sætte dit hårde arbejde helt over styr i løbet af vinteren, er det derfor en rigtig god idé at have en plan for, hvordan du vil holde motivationen og træningen ved lige.
Vi har derfor samlet 4 råd, der er lette at gå til, og som kan gøre det nemmere for dig at få klaret træningen, hvis motivationen skulle udeblive.
Sæt dig et mål - og vær specifik
Hvad er dit mål med din træning? Vær ærlig overfor dig selv og vær realistisk. Det er sejt, hvis du vil bruge de kolde måneder på at blive hurtigere eller stærkere - men det er også helt okay at aftale med sig selv, at målet er, at ens form bare ikke skal blive dårligere i løbet af vinteren.
Sørg for at kende din tid på din normale løberute, eller skriv ned, hvor mange squats du kan lave lige nu - på den måde bliver det meget lettere at holde styr på, om det går den rigtige vej med træningen.
Du kan som abonnent også få tilsendt det nye I FORM hver måned - og tanke op på motivation, ny viden om sundhed, få fede træningsprogrammer og sunde opskrifter.
Træn sammen med andre - og lav aftaler
Uanset om du træner med veninder, din partner, dine børn eller måske endda din hund, så er der en masse fordele at hente ved at træne med andre. For det første så er det ganske enkelt sjovere at have nogle at snakke med under træningen, og måske I endda kan opildne hinanden til at give den en ekstra skalle. For det andet så gør de faste træningsaftaler det meget sværere at melde afbud og sno sig udenom træningen.
Husk at prioritere dine træningsaftaler som enhver anden aftale - og hold dem. Hvis I har aftalt at stå klar i træningscentret efter arbejde - så overhold din aftale, du bliver så glad, når først du er godt i gang. Du kan desuden højne din motivation med det helt rigtige sæt træningstøj, der både er virkelig flot og fungerer optimalt for dig under din træning.
Hav styr på udstyret - og forkæl dig selv
Hvis man skal træne udendørs om vinteren, så bliver man nødt til at have tøj, der egner sig til det. Får du ondt i ørene eller frosne fingre, når du løber udendørs - så er det desuden en god idé at investere i et pandebånd eller et par løbe-handsker.
Der er desuden intet som nyt udstyr, der kan højne træningsmotivationen. Du kan eventuelt aftale med dig selv, at når du har gennemført tre yoga-timer, må du købe den yogamåtte, som du har haft øjnene på et stykke tid.
Pak tasken i god tid
Vi har alle sammen de bedste intentioner aftenen inden en træning, men om morgenen ser det ofte anderledes ud. Sørg derfor for at gøre det simpelt for dig selv. Pak tasken når motivationen er størst, og smid eventuelt din yndlings proteinbar eller nøddepose ned i tasken - du får naturligvis kun din præmie, hvis du rent faktisk kommer afsted.