Energimangel er den største trussel mod din træning

Sofaen vinder lidt for tit over fitnesscenteret, viser en undersøgelse blandt over 1.000 danskere. Det til trods for, at mange af os faktisk ønsker at være mere aktive.

Kvinde i træningstøj, der mangler energi.

ENERGIBOOSTERE - Savner du også energi til at træne?

© iStock

Efter en lang arbejdsdag, en tur forbi et proppet supermarked og måske endda afhentning af trætte børn kan det være rigtig svært at samle energi til træning. Det kan mange tilsyneladende skrive under på, for ifølge en undersøgelse er manglende energi netop den allerstørste undskyldning for, at vi springer træningen over. I undersøgelsen er lidt over 1.000 danskere mellem 18 og 74 år blevet spurgt til deres motionsvaner, og her svarer knap 7 ud af 10, at de gerne vil være mere aktive.

Faktisk står motion, ifølge undersøgelsen, øverst på listen over sunde parametre, vi drømmer om at forbedre. Men trangen til at smide sig på sofaen vinder desværre lidt for ofte over turen i fitnesscenteret. 34 procent svarer nemlig, at for lidt energi er deres mest almindelige grund til at skippe træningen, og det ligger dermed øverst på listen over undskyldninger. Derudover svarer 26 procent, at dårligt vejr truer deres træning mest, mens 21 procent har for lidt tid.

GODE ENERGIBOOSTERE

Har du også svært ved at skrue op for træningsenergien? Så er du langtfra den eneste.
Trangen til at smide sig på sofaen vinder lidt for ofte over fitnesscenteret, tyder ny undersøgelse på.

Bevæg dig

Indrømmet, det er svært at tage sig sammen til en løbetur, når energitanken er i bund. Men faktisk er fysisk aktivitet noget af det bedste, du kan gøre for at booste energien. Blandt andet fordi du udskiller det energigivende hormon adrenalin.

Luft ud

Er du ved at døse helt hen ud på eftermiddagen, så sørg for at få luftet godt ud med gennemtræk. Når den stillestående luft bliver skiftet ud med ny – gerne lidt køligere – luft, virker det dejligt opkvikkende og giver dig et skud energi.

Stå op

Vi er ikke skabt til at sidde stille i timevis ad gangen, og blot det at rejse sig op et øjeblik vil give ny energi til hjernen. Sæt fx en alarm på telefonen til at minde dig om at komme op, og stræk også gerne kroppen godt igennem samtidig.

*Kilde: YouGov for Herbalife Nutrition*

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 6/2022