5 fede grunde til at dyrke combat

Mange tror, at kampsport primært handler om at uddele tæsk. Men i virkeligheden er det en fantastisk sjov og udfordrende måde at få motion på, som booster selvtilliden og giver mental styrke. Læs, hvorfor du skal kaste dig ud i sport som boksning, karate, capoeira og judo

Kvinde i træningstøj, der dyrker combatsport

KAMPSPORT Kah-pow! Det er både fedt og for- løsende at uddele tæsk for sjov.

© iStock

Når vi siger 'combat', tænker du måske på 90'erne action-helte, Jean Clause Van-damme, Sylvester Stallone, Karate Kid og lignende.

For mange er kampsport nemlig noget meget fremmed og noget, man skal være særlig dygtig eller særlig stærk for at dyrke.

Men sandheden er, at ALLE kan dyrke kampsport og få noget ud af det.

5 fede grunde til at dyrke combat: Derfor virker det!

Læs, hvorfor det godt kan betale sig at kunne slå en proper næve.

Du træner koordination

Inden for hver enkelt gren af kampsport er der regler for, hvordan du må slå og sparke, og hvordan du må bruge din under- og overkrop. Det stiller store krav til din kropskontrol og kræver også, at du konstant er bevidst om din modstanders bevægelser og rummet omkring dig. Alt det tilsammen træner din koordination, som også er vigtig uden for træningslokalet.

Du får afløb for frustrationer

Når frustrationer og irritationer hober sig op, er det langt sundere at slå på en boksepude eller et par boksehandsker end at holde det inde og risikere at overfuse andre med unødvendigt sure opstød. Efter en god gang kampsport garanterer vi, at du kan sænke skuldrene og trække vejret lidt dybere, end da du mødte op.

Du lærer at sparke røv

Bogstavelig talt. Kampsport klæder dig på til selvforsvar, og selvom du forhåbentlig aldrig får brug for det, kan det give dig en god ro i maven og en selvtillid at vide, at du har evnen til at slå fra dig.

Det er socialt

Kampsport er en fed måde at lære andre at kende på. Det er både intenst og selvudviklende, og så handler det i høj grad om at kende og udvise respekt for sin modstander, også selvom I måske kæmper mod hinanden.

Du glemmer helt, at du træner

Selvom du hverken løber eller løfter tungt, giver kampsport effektiv helkropstræning, som kan få kalorierne til at rasle af. Men fordi du hele tiden har et mål for øje, er det let at glemme, hvor hård træning det egentlig er. Og så er det samtidig supersjovt. Især hvis du gør det sammen med en, du kender.

    Newsletter background