Skal vablerne punkteres?

Jeg får nogle gange vabler i forbindelse med træning. Hvad er den bedste behandling, når først skaden er sket? Skal jeg punktere dem eller lade dem være?

Kvinde der tjekker sine fødder for vabler.

VABLER At punktere eller ikke at punktere... det er spørgsmålet..

© iStock

Nej, så længe de ikke generer eller gør ondt, er det bedst at lade dem være, da væsken i vablen fungerer som en stødpudezone mellem overhud og underhud.

Er vablen derimod meget øm, kan det være nødvendigt at punktere den. Vask foden grundigt, og prik så et lille hul med en steril nål. Nogle gange kan du med fordel prikke hul to steder – ét i hver ende af vablen – så væsken drænes bedre. Put herefter et plaster på, som slutter godt til og holder bakterierne væk. Det kan være et almindeligt plaster eller et vabelplaster fra apoteket.

Læs også: Skal jeg prikke hul på en vabel?

Artiklen blev bragt i Aktiv Træning nr. 6/2014