Sexologens 4 vigtigste råd: Sådan bevarer I sexlysten

Selvom man elsker hinanden, tænder man ikke nødvendigvis på hinanden – længere! Sexologen giver jer sine bedste råd til at bevare gnisten.

Modent par på date

SEXLYST – faste date-aftener kan være noget af det, der får lysten tilbage i balance.

© iStock

Er sexlivet svundet ind i takt med, at årene sammen er blevet flere? Det er ikke unormalt.

Rigtigt mange par oplever, at lysten tager sig en rutsjebanetur, og det kan der være mange årsager til.

Læs også: Derfor dør sexlysten i faste parforhold

At det er normalt, er dog ikke ensbetydende med, at I bare skal affinde jer med den manglende aktivitet i dobbeltsengen. For I kan faktisk gøre noget for at få lettere til lyst.

Her får du sexologens fire vigtigste råd til at opretholde eller genvinde gnisten.

1 Start med rart


Der findes naturligvis par, hvor parterne bare har forskelligt sexdrive, men lige så ofte sker der blot det, at sexlysten er den samme, men følger et forskelligt tempo. Ofte er manden lidt hurtigere end kvinden til at blive liderlig.

Det er dog IKKE det samme som, at kvinder har brug for et langt forspil med stearinlys og oralsex. I stedet skal I tænke, at forspillet faktisk starter allerede i hverdagen, om at skabe rammerne for, at lyst overhovedet kan opstå – og det gør den ikke, hvis man fx er kold, træt eller sulten.

Helt lavpraktisk kan det handle om at skænke et godt glas vin, når børnene er puttet, at sætte en plade på i stedet for at tænde fjernsynet, at hive dynen frem, så I kan dele et stykke kage på terrassen, at få set hinanden i øjnene, at røre ved hinanden uden en forventning om, at det skal udvikle sig til sex. Så kommer lysten måske af sig selv. Og hvis den ikke gør, er det også helt okay.

Modent par drikker vin på terasse

TJEK ind hos hinanden med et glas vin på terassen, når børnene er puttet.

© iStock

2 Sig det højt


Her skal vi måske gøre det modsatte af det, vi har lært om det gode sexliv: nemlig at det er nonverbalt, og at man hurtigt kan komme til at ødelægge den sexede stemning, hvis man spørger eller snakker for meget.

Særligt ulyst kan nemlig blive en hel del mere usexet, hvis det skal udtrykkes gennem uønsket berøring eller afværgende kommentarer om hovedpiner og træthed. Men selvom det altid skal siges højt, hvis man ikke har lyst, så er det endnu bedre, hvis du i stedet kan sige, hvad du HAR lyst til.

Helt lavpraktisk kan det handle om at sige “så bare et handjob”. Sex må ikke blive en forhandling, hvor den ene part skal gå på kompromis med sin lyst, men i stedet for altid at sige nej, så prøv at spørge dig selv, om der er noget, du har lyst til, når din partner kommer valsende med sit begær.

3 Fyr op for eventyret


For langt de fleste starter parforholdet som et eventyr, hvor den lykkelige slutning er en tryg base. Udfordringen for mange af os kan så blive, at man jo også godt kunne lide eventyret.

Og der er altså ikke meget eventyr over fastforrentet lån, ny terrasse og vasketøj. Men der er ting, vi kan gøre for at sparke lidt til spændingen.

Forbliv den person, din partner forelskede sig i
Dyrk dine interesser. Hvad end det er maling, mountainbike eller madlavning. Gør de ting, der giver dig selvtillid. Også selvom det måske er at flirte med andre. I skal dog som par naturligvis være enige om, hvor grænsen går.

Husk afstanden
Måske var det romantisk at være lænket til hinanden i starten, men det er sundt at savne hinanden. Så tak bare ja til det stramajkursus, eller book den træningsrejse – alene.

Væk hinandens nysgerrighed
Hold jer åbne over for det nye. Det vil ikke virke for alle, men for nogle par vil det være sundt og æggende, når der er en ny kollega, der flirter. Afprøv fantasier. De kan nemlig sagtens ændre sig med tiden.

Kvinde i kajak

I ET PARFORHOLD skal I også dyrke hver jeres interesser.

© iStock

4 Indfør en ugentlig dateaften og et dagligt check-in


Hvis I er der, hvor I har kigget hinanden i øjnene og er blevet enige om, at jeres sexliv halter, så kommer den (med al sandsynlighed) ikke automatisk tilbage. Prøv derfor at planlægge uforpligtende dates, intimitet og daglige check-in.

Helt lavpraktisk kan en date selvfølgelig være den helt dyre med middag og hotel, men husk, at mindre kan gøre det. Det kan sagtens være take-away hjemme på sofaen, en gåtur efter aftensmad, højtlæsning for hinanden, inden I lægger jer til at sove. Eller bare at sidde eller ligge over for hinanden iført undertøj og skiftes til at røre ved hinanden. I kan eventuelt vælge at gøre det til musik.

Helt lavpraktisk kan et dagligt check-in være at spørge til din partners dag, eller endnu bedre – hvis du selv har overskud – spørg: “Er der noget, jeg kan gøre for dig i dag?”