4 ting, psykologen ville ønske, alle forstod om skilsmisse

Hvad spænder ben for par, der bliver skilt? Her kommer nogle øjenåbnere, som du måske ikke lige har tænkt over. Men psykologen ser dem bare igen og igen.

Et par i psykolgens klinik, hvor de sidder i en sofa og modtager parterapi.

SKILSMISSE - "Gid jeg havde vidst det før.” Her får du psykologens indsigter til dig, der gerne vil vide mere om skilmsissens typiske faldgruber.

© iStock

Tiden efter børnene er flyttet hjemmefra er lidt af en omstilllingsproces for mange par.

“Når folk forlader hinanden i den alder, har de i mange år ikke været tilfredse med forholdet. De er typisk blevet sammen på grund af børnene. Når de så rejser, kan der brede sig en tomhed, og man spørger sig selv: ‘Hvad skal vi to med hinanden?’,” siger Dorthe Meinike.

Som psykolog har hun gennem mange år hjulpet midaldrende par til at afgøre, om de kan klinke skårene, eller om deres veje skal skilles.

Når samtalen forstummer

“Et ægteskab er én lang samtale. Når par vil skilles, handler det oftest om, at samtalen er stoppet. Og når først forholdet er tørkeramt, så kan der lettere slås revner i ægteskabet,” siger hun.

7 år Du har sikkert hørt om syvårskrisen? Den er faktisk en skrøne. De fleste skilsmisser sker allerede i løbet af det tredje år af ægteskabet. Generelt er der flere par, der bliver skilt, jo kortere de har været gift.
— Kilde: Befolkningens udvikling, 2021

Hvad end du selv lever i et lykkeligt ægteskab, overvejer at blive skilt eller allerede er blevet det, kan du forhåbentlig bruge erfaringer fra terapirummet. For selvom mange par gør sig mange overvejelser, kan man ikke være forberedt på alt, den dag man måske – måske ikke – står med skilsmissepapirerne i hånden.

Læs også: Her er de typiske årsager til, at modne par bliver skilt

1. Det har stor betydning for forløbet, hvilken rolle du har i skilsmissen

Selvom man siger, at der skal to til en tango, kan der være stor forskel på ens indstilling til skilsmissen, afhængigt af hvilken rolle man har i den. Her er et par følelser, der ofte knytter sig til den, der går, og den, der bliver forladt.

Figur af en person, der går fra en anden

Den, der går, føler ofte ...

… ansvar, fordi han eller hun må tage ansvaret for det brudte ægteskab på sine skuldre. Sådan ser det ud udefra, selvom der kan være foregået mange urimeligheder bag facaden.

… skyld over for eksen, især hvis vedkommendes verden styrter i grus, og han/hun trygler dig om at vende tilbage. Skyldfølelse kan føre til, at man strækker sig (urimeligt) langt i forhandlinger om børn, ejendomme osv.

… sorg, fordi drømmen om en lykkelig kernefamilie er bristet. Den, der tager initiativet til skilsmissen, har dog haft længere tid til at forberede sig og dele det med fortrolige.

Figur af en person, der bliver forladt af en anden.

Den, der bliver forladt, føler ofte ...

… sorg eller ligefrem chok. Selvom skilsmisse måske har været på tale flere gange, så er der forskel på at få at vide, at nu er det alvor. Man kan føle sig taget på sengen og have svært ved at erkende, at løbet er kørt.

… skyld, hvis man selv udmærket ved, at man ikke har været den bedste partner. Måske har man i årevis ikke givet sin ægtefælle fødselsdagsgave eller været nærværende, og nu mærker man selvbebrejdelsen.

… vrede. Det er naturligt at gøre regnskabet over det forliste ægteskab op og mærke uretfærdigheder som: “Du har aldrig bidraget med noget i familien”, eller: “Jeg var der for dig, da du var i krise” osv. Er man stiktosset, kan man sige: “Jeg vil aldrig se dig for mine øjne igen!”.

… handlingslammelse og afmagt. Det er et stort kontroltab, når en anden tager beslutningen om, at parforholdet er slut. Man kan føle sig skakmat på alle niveauer: følelsesmæssigt, økonomisk, praktisk og juridisk.

2. Du kan ikke forudsige folks reaktion

En skilsmisse er for de fleste en livskrise, så det er meget vigtigt at have nogle at støtte sig til og ikke stå alene. Du skal imidlertid forberede dig på, at du kan få nogle mentale lussinger, især hvis dine tætte allierede er uenige i din beslutning.

“Du kan håbe på dit netværks opbakning og støtte, men du kan ikke vide dig sikker på den. De tætte venner vil normalt være der – andet ville være mærkeligt,” siger Dorthe Meinike og fortsætter:

“Men hvis de synes, det er en forkert beslutning at gå fra partneren, kan de trække sig. Det kan også være, at din ekssvigerfar beskylder dig for at have ødelagt livet for hans barn. Dine egne forældre kan også spørge, hvorfor du forlader sådan en god mand, hvis de tilhører en anden generation, som affinder sig med mere, end du gør. Det mest sårbare er, når et barn slår hånden af sin forælder, hvilket smerter og kommer bag på folk.”

3. En fælles fortælling giver mindre konflikt

Når et par går fra hinanden, vil børn, familier og venner gerne vide, hvad der ligger til grund for skilsmissen. Hvad et par vælger at fortælle om årsagen – sammen eller hver for sig – er afgørende for, om de hver især kan gå derfra med æren i behold.

En fælles fortælling, der hverken udstiller den ene eller den anden, giver færre konflikter og alliancer i kølvandet på bruddet. Her er gode råd til at dele budskabet:

Værdige roller

Find en fortælling, der ikke hænger den ene ud som forbryder og den anden som offer.

Giv først partneren besked

Hvis det kun er den ene, der vil skilles, skal den forladte part altid have det at vide, før hele byen får nyheden.

Børn skal ikke vide alt

Børnene skal helst kunne fortsætte med at have et godt forhold til begge forældre. Derfor kan man bevidst undlade at give detaljer om fx utroskab og misbrug.

Fortæl børnene det sammen.

Uanset alder er det svært at høre, at mor og far skal skilles. Man tager toppen af krisen ved at være fælles om at overbringe børnene nyheden, hvis det er en reel mulighed.

4. Mange finder ny partner, der minder om den gamle

Bedst som en skilsmisse har givet plads til en ny type partner, vil mange se sig indhentet af fortidige mønstre:

“Jeg møder kvinder, der flere gange støder ind i en ny partner, hvor den samme tematik udspiller sig imellem dem som i det gamle forhold. Da kan du spørge dig selv, om du ubevidst vælger en partner, der skal reparere på tidligere konflikter,” siger Dorthe Meinike.

Stol ikke blindt på, at trygheden i et nyt forhold vil hele dine sår. Måske skal du finde dig selv inden en ny kæreste.