Så længe tager det at få en ny vane

Kan du heller ikke få gode vaner under huden på 30 dage? Du er ikke alene. Se, hvor længe de fleste skal regne med at knokle på, ifølge ny forskning

Kvinde, der træner i fitnesscenter.

VANER – er noget af det sværeste at ændre, og nu mener forskere, at det måske er endnu sværere end først antaget.

© iStock

Ønsker du at træne flere gange om ugen? Eller måske spise 600 g grønt om dagen?

Uanset hvilken vane du drømmer om, kan det hjælpe at vide, hvor længe du skal knokle, før den gror fast. Antallet af dage, det tager at få nye vaner, er forskere imidlertid ikke enige om. Nogle siger 30 dage, andre 60, mens nogle er helt nede på 21 dage.

Har du ikke knækket koden på en måned, er der dog formentlig en god grund ifølge et nyt studie fra Caltech, University of Chicago og Pennsylvania. Studiet viser, at det kan tage helt op til seks måneder, før en handling bliver til en vane.

Forskerne undersøgte to forskellige vaner: at gå i fitness- center og at vaske hænder. De havde data fra 30.000 fitness- medlemmer, der tilsammen trænede ca. 12 mio. gange over fire år, samt 3.000 hospitalsansatte, som skulle aktivere et ID-kort, hver gang de vaskede hænder.

Det blev til næsten 40 mio. håndvaske fordelt på ca. 100 vagtskifter. Via kunstig intelligens kortlagde forskerne forskellige mønstre i personernes adfærd og så, hvornår handlingen blev til en vane.

For de hospitalsansatte tog det i gennemsnit kun et par uger, før håndvasken sad der, men for fitnessmedlemmerne tog det 4-7 måneder. Hvor længe det tager at få en vane, afhænger altså i høj grad af, hvilken handling der er tale om, konkluderer forskerne.

KILDE: PNAS

3 små skridt til sundere vaner

Vejen til en ny vane er mere overskuelig, hvis du starter i det små. Her er tre overkommelige delmål.

Erstat kaffefløde med mælk

Det er svært at omlægge hele sin kost i ét hug, så start med nemme stik som fx at bytte fløden i kaffen ud med mælk eller sødmælk ud med minimælk.

Byt stivelse med grøntsager

Blomkål, squash og rodfrugter er oplagte at bruge i stedet for ris, pasta og kartofler. Start fx med at bytte stivelsen ud to gange om ugen, og spar en del kalorier.

Snig ekstra skridt ind

Drømmer du om at træne regelmæssigt, kan du starte med et delmål om flere daglige skridt. Tag fx trappen i stedet for elevatoren, og byt sofaen ud med en aftengåtur nogle gange ugentligt.

I FORM 13/2023