Juhuu - det er mandag!

Mandag er nok den ugedag, som de fleste af os har det sværest med. Men hvad nu, hvis du kunne gøre den til en af ugens bedste? Her får du 17 tips, der gør dine mandage nemmere, bedre og sjovere.

Moden kvinde er iført solbriller og pailletkjole for at gøre mandagen lidt mere festlig.

MANDAG – Du kan selv gøre rigtig meget for at gøre mandagen lidt mere festlig

© iStock

Kære mandag. Jeg slår op. Jeg vil hellere ses med tirsdag, og jeg drømmer om en date med fredag. Det er ikke mig. Det er dig.

Har du det også sådan med mandag? Fair nok. Der er immervæk meget af det, vi nyder knap så meget, som vi har bundet op på netop mandage: Skal vi på kur, starter vi den her. Har vi været på ferie, stempler vi ind på job igen mandag morgen. Er der en pukkel på arbejdet, er det mandag, vi skubber den til. Er det så underligt, at de fleste af os har det tungt med ugens første dag?

Men hey, tænk lige over det. Måske er vi selv skyld i, at mandag er så nederen en ugedag, fordi vi gør den mere skodagtig, end den behøver at være.

Den gode nyhed er til gengæld, at dét, vi selv er skyld i, kan vi også selv gøre noget ved.

Til det formål kan vi gribe til både lavthængende frugter som at gøre noget ekstra ud af mandagsgarderoben eller de mere fundamentale som vores indstilling til mandage. Uanset hvilken strategi du vælger, har vi samlet en stribe tips, der både gør dig klogere på dig selv og mandag, så I sammen kan finde tonen og få det bedste ud af hinandens selskab.

Pyha, det er ikke tirsdag!

Allerede mandag morgen har du grund til at glæde dig. Det er nemlig ikke tirsdag.

Et stort forskningsstudie fra London School of Economics fulgte humørsvingningerne blandt 22.000 briter i løbet af ugens dage med en app. Resultat? Tirsdag er den dag, hvor flest menneskers humør er på lavpunktet. Ifølge forskerne formentlig, fordi der stadig er lidt overskud fra weekenden at trække på om mandagen.

Arbejd hjemmefra

Hvad er den allerdårligste måde at starte en dag på? At pendle til arbejde. Dét viser i hvert fald forskning lavet af den nobelprisvindende professor i psykologi Daniel Kahneman, der har studeret, hvilke aktiviteter der giver flest positive følelser. Turen til jobbet kommer ind på en sidsteplads.

To år med coronanedlukninger og studier på området har desuden bevist, at vi sagtens kan arbejde effektivt hjemmefra. Så mandag må være den morgen, du skal forkæle dig selv med en pendlerfri dag og blive på hjemmekontoret.

Illustration af læber og læbestift
© I FORM

Dress up!

Lyder det lidt overfladisk? Skidt pyt. Alle kneb gælder. På med læbestiften, hælene og paillettoppen mandag morgen!

Smil før kl. 11:16

En undersøgelse har vist, at vi i gennemsnit skal frem til kl. 11:16, før vi smiler om mandagen. Topvidenskabelig er undersøgelsen ikke, men flere store og seriøse studier har vist, at det godt kan betale sig at tvinge sig selv til at smile. Selv hvis du er i dårligt humør, hjælper det fysisk at smøre et smil på.

Lysten til at smile får du nemlig af at gøre det. Og så har smil det med at smitte, så folk vil være flinkere mod dig.

Illustration af løbesko
© I FORM

Den er faktisk god nok

Start slankekuren eller løberutinen mandag. Det lyder måske som et dårligt råd, men forskning viser, at mandag ER den bedste dag på ugen at sætte nye mål for sig selv.

Hvorfor?

For når vi starter mandag, er vi mere tilbøjelige til at nå i mål, end hvis vi for eksempel venter til tirsdag. Med andre ord er mandag den perfekte frisk-start-dag.

Mandag = sex

Onsdagssex er en klassiker, når sexologer rådgiver par med et hendøende sexliv. Men forskning begået af den nobelprisvindende professor i psykologi Daniel Kahneman viser, at sex er den lykkeligste aktivitet af alle og overgår både socialt samvær, afslapning og spisning.

Er du og din partner enige, kunne I måske gøre mandag til jeres faste sexdag?

Kahneman har i øvrigt også fundet ud af, at vores humør er lavest om morgenen. Så morgensex på en mandag må give dobbelt pote.

Mange eller få møder?

Meningerne er delte, når det handler om, hvorvidt mandag er den bedste eller den værste dag til mange møder.

“Hvordan gik din weekend?” er en god icebreaker til et møde. Omvendt kan det være svært at nå at forberede sig godt nok til vigtige møder om mandagen. Mærk efter, hvad der virker bedst for dig.

Send færre mails

250.000 e-mails har forskere været igennem for at finde frem til den værste dag at sende e-mails på. Mandag! For dér laver vi flest fejl. Og når der er fejl, er modtageren 14 pct. mindre tilbøjelig til at svare.

Derfor: Kan mailen vente til tirsdag – så vent.

Gør de andres mandage gode

Det kan faktisk godt betale sig. Forskere fra Harvard University har i et studie fundet, at lykke spreder sig i vennekredse som en virus. Hvis bare én person er lykkelig, spreder det sig helt ud til venners venners venner.

Samtidig er det mange gange påvist i studier, at gode gerninger gør os mere lykkelige. Ergo: Gør du andre mennesker glade, spreder det sig til deres venner, og du bliver selv glad af det.

Illustraion af smoothie
© wichmann+bendtsen

Forkæl dig selv

Pep mandag op med en “treat”. Gør den til dagen, hvor det er tilladt at suse ud og købe en bowl, en falafel eller en lækker sandwich til frokost. Eller måske en god smoothie.

Sæt arbejdstempoet lidt ned

“Mandag”, svarer vi, når vi bliver spurgt, hvilken dag vi er mest effektive. I hvert fald ifølge det amerikanske rekrutteringsfirma Robert Half. Måske er det derfor, at mandagen ofte kan synes lidt hård? Hvis ja, så fordel evt. tempoet lidt bedre hen over ugen.

Illustration af popcorn
© I FORM

Weekendisér din mandag

Gem lidt af weekendens fornøjelser til mandag, så dagen byder på noget, der gør dig glad. Hvad med madklub? Yoga? Fast biografdag? Få flere ideer ved tip nummer 13.

12 sjove mandag-aften-aktiviteter

  • Gå til en bogoplæsning.
  • Begynd på en ny hobby.
  • Skriv ting på din bucketlist.
  • Lav et slægtstræ.
  • Øv dig i at tage gode billeder i aftenbelysning.
  • Skriv tre gode ting ned, der er sket i løbet af dagen.
  • Træn dine forførelsesskills på din partner.
  • Afmeld nyhedsbreve, der ikke interesserer dig, og tilmeld dig nogle, der gør.
  • Ryd op i et skab.
  • Lav et FaceTime-opkald til en, du savner.
  • Tag på virtuelle besøg på museer.
  • Gå en tur – i haven, parken eller skoven. Kig fx efter en flot, skulpturel gren, du kan sætte i en stor vase.

Evaluér – acceptér

Når du når mandag aften, så kig tilbage på dagen. Købte du ind på fortællingen om, at mandag er ugens værste dag? Eller blev den ret god alligevel?

Hvis det sidste er tilfældet, så skriv dig det bag øret: Mandag er bedre end sit rygte.

Er det første tilfældet: Acceptér, at mandag nogle gange stinker.

Glæd dig til ingenting-tirsdag

“Det er sundt at kede sig“ er en sætning, mange børn har måttet høre fra deres forældre, men tilsyneladende er der noget om snakken.

“Do-nothing-day” hedder det på engelsk, og sådan en er rigtig sund at have i løbet af ugen, viser forskning. At gøre ingenting og kede sig skulle nemlig fremme din fantasi og kreativitet, så du her får flere nye ideer, end hvis du sidder bevidst og fokuserer på det.

Så hvad med at udnævne tirsdag til din “do-nothing-dag”? Så kan du nemlig glæde dig til den allerede mandag aften.

Illustration af palmetræ
© I FORM

Klik dig glad

Prøv hver mandag at tage en pause på 15 minutter, hvor du drømmer dig væk. Søg fx på rejser, shopping, restauranter eller hotelovernatninger.

Sluk skærmen og sov godt

Skærme på pc og smartphones afgiver et særligt blåt lys, som forstyrrer dit indre ur. Det har du sikkert hørt, men følger du rent faktisk rådet om at slukke din skærm, mindst en time før du skal sove?

Hvis ikke, så start mandag aften. Så har du gjort noget godt for dig selv – og for dagen i morgen. Stresser du over tirsdagens opgaver, så skriv dem ned, og beslut dig for, hvordan du vil tackle dem.