Hvorfor er vores smagssans forskellig?
Nogle elsker ost, mens andre ikke kan forestille sig noget værre. Og faktisk er det allerede i mors mave, du begynder at danne smag for bestemte fødevarer. Læs her hvorfor.
Nogle elsker ost, mens andre ikke kan forestille sig noget værre. Og faktisk er det allerede i mors mave, du begynder at danne smag for bestemte fødevarer. Læs her hvorfor.
Der er ikke et entydigt svar på, hvorfor nogle elsker stegt lever, mens andre hader det.
Men forskning tyder på, at vores smagslæring allerede begynder inde i mors mave.
I sidste trimester af graviditeten drikker fosteret nemlig af fostervandet, som indeholder aromastoffer fra den mad, som moderen spiser.
Studier har vist, at hvis en gravid fx har spist meget gulerod under graviditeten, så har fosteret vænnet sig til den smag.
Fra fødslen kan vi alle lide det, der smager sødt og fedt. Omvendt kan vi ikke lide bittert og surt. Men det kan vi lære.
Forskning indikerer faktisk, at børn, der er blevet ammet, bliver mindre kræsne, bl.a. fordi de via modermælken har smagt forskellige aromastoffer, alt efter hvad deres mor har spist og drukket, og dermed tidligt har lært, at mad smager forskelligt.
Løbet er dog ikke kørt, når amningen slutter; især i overgangen mellem mælk og fast føde er der nemlig også mulighed for at præge børns præferencer ved at præsentere dem for forskellige smage og teksturer i maden
Kilde: Annemarie Olsen, lektor, Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 17/2022