Er du tidspessimist? Lær at give lidt slip – det går nok

Hvis der skal sikres et godt resultat, skal der afsættes rigeligt med tid. Sådan tænker du sikkert, men det er ikke altid den bedste strategi, for den kan blive en byrde for andre.

Kvinde kigger på sin telefon på en togperron. Hun er tifdspessimist og i god tid til toget.

TIDSPESSIMIST - God tid! Der er ingen øvre grænse for, hvor lang ventetiden må være for en tidspessimist.

© iStock

Er du tidspessimist, har du sikkert ikke altid været det. Du er blevet det:

“Man mener, at en stor del har været ude for en uheldig oplevelse, fx at misse et fly, som har flyttet dem fra at være tidsrealister til tidspessimister,” siger psykolog Lise August.

Derfor overvurderer du nu, hvor lang tid ting tager. Du ligger måske vågen halve og hele timer til det tidspunkt, du skal være på stationen – og i særdeleshed lufthavnen – før afgang.

Din selvforståelse er, at du er ansvarlig og betænksom.

“Det kan være en god strategi, hvis tidspessimisterne nyder ventetiden, og det vil spare dem for ting, der går galt,” siger Lise August.

Er du i tvivl, om du er tidsoptimist eller tidspessist, kan du tage testen her.

Bremser de nærmeste

Udfordringerne opstår først, når dine nærmeste skal rette ind efter din tidsforståelse uden selv at føle behovet, fx hvis de skal slæbes med i lufthavnen, en halv dag inden flyet letter.

“Andre oplever, at de skal tage unødvendige hensyn for ikke at gøre tidspessimisten stresset. Så de spørger: ‘Hvem er det egentlig, der har noget at arbejde med?’”

Det kan også føles som en hæmsko for andre, hvis du konsekvent skyder ideer ned med et: ‘Det når vi aldrig’. Så brug din strategi med måde.

“Du skal prøve at læse andre. Hvornår får din partner nok af dit tidsbudget? Slip partneren fri til at gøre det på sin måde, når du kan, for ellers risikerer vedkommende at få åndenød i dit selskab,” siger Lise August.

Det kan fx være en idé at skelne mellem hverdag med faste deadlines og ferier, hvor tiden kan flyde mere frit:

“Når det ikke er strengt nødvendigt at være i god tid, så slap mere af. Er du på ferie, så kan din hang til faste rammer kvæle de andres oplevelse af at kunne slappe af.”

Alt i alt skal du som tidspessimist erkende, at de andre ikke er som dig. Du kan lære noget af at tage flere tidsmæssige chancer, for så vil du nærme dig midten af skalaen, hvor du får et mere realistisk forhold til tid.