Er det rigtigt, at det er sundt at kede sig?

Påstod dine forældre også, at det er sundt at kede sig? Vi har spurgt en professor i neurobiologi, om det virkelig kan passe.

Kvinde med blyant under næsen, keder sig

AHAAA ... – De gode idéer opstår bl.a., når du keder dig.

© iStock

Åh, hvor var det bare irriterende. At sidde der som 10-årig og kede sig noget så gudsjammerligt og så bare få at vide, at det var sundt. Men dine forældre var kloge. Det mener i hvert fald Albert Gjedde, som er professor i neurobiologi på Københavns Universitet.

I hjerneforskningen taler man om begrebet “default mode network”, som er en betegnelse for det netværk, der er aktivt, når vi keder os. Det bringes i spil, når vi ikke skal forholde os til ting, der sker her og nu, men kan synke ned i vores egne tanker om fortid og fremtid. For det er netop, hvad vi gør, når vi keder os: Vi evaluerer fortiden og planlægger fremtiden.

At kede sig er en læringsproces, hvor vi gennemgår vores erfaringer og planlægger at gøre det bedre. Din evne til at synke hen i default mode er derfor en betingelse for, at dine fremtidige udskejelser bliver fornuftige. Samtidig er det også, når vi lader tankerne flyde, at vi får alle de gode ideer og bliver mere kreative og nytænkende.

Ifølge professoren er der dog en risiko for, at vi simpelthen glemmer at kede os, fordi smartphones i dag stjæler så meget af vores tid og opmærksomhed, og at mange af os er tilbøjelige til at hive den frem, så snart vi har et ledigt øjeblik. Det er derfor især dine telefonvaner, du skal ændre, hvis du vil skabe tid til at kede dig.

Bliv bedre til at kede dig

Læg telefonen væk

Ned i lommen, i skuffen eller ind i et andet værelse. Telefonen skal være fysisk uden for rækkevidde.

Fjern muligheden for at modtage beskeder, så andre kun kan komme i kontakt med dig via opkald.

Sluk for notifikationer

Det bedste er, hvis du kan holde helt fri fra de sociale medier i fx en måned.

Er det for overvældende, så sluk for notifikationerne, og aftal faste tider på dagen, hvor du må tjekke ind – fx kl. 16 og 20.

Strikke, tegne...

Du behøver ikke at sidde og stirre ud i luften – du må rigtigt gerne lave noget, mens du keder dig.

Det skal bare være tilpas velkendt til, at det ikke kræver al din opmærksomhed, så tankerne kan vandre.

Kilde: Albert Gjedde, professor emeritus i neurobiologi på Københavns Universitet

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 5/2022

Newsletter background