Sådan tackler du, at dit barn flytter hjemmefra

Du tror måske, båndet først kappes den dag, din søn eller datter kører ud af indkørslen for at flytte hjemmefra. Men løsri­velsen er i virkeligheden en proces, der sætter i gang fra fødslen. Gradvis tilpasning er kodeordet, hvis du vil styre uden om Empty nest syndrome.

Et midaldrenede forælderpar vinker farvel til deres store barn, der flytter hjemmefra.

TOM REDE – Der kan hurtigt blive stille – lidt for stille – når ens barn flytter hjemmefra. For nogle forældre medfører det følelsen af tab, tristhed og ensomhed. Det kaldes for Empty nest syndrome.

© iStock

Idolplakaterne og medaljerne fra fodboldstævnerne er pillet ned. Tøjet er pakket i kasser, og dynen smidt i en plastiksæk. Og så pludselig smækker døren, når dit store barn med et forventningsfuldt blik i øjnene forsvinder ud af barndomshjemmet og råber “vi ses”. Bang! Og så bliver der stille.

“Sådan er det, og sådan skal det være, men det er ikke det samme, som at det er nemt,” siger psykolog Ida Koch. Hun har i over 35 år været rådgiver og behandler for unge og har derfor et særligt blik for deres behov – behov, der kan karambolere med vores som forældre.

“Løsrivelsen og selvstændiggørelsen er en proces, der starter ved fødslen og tager fart i teenageårene, og som for de fleste forældre for alvor slår igennem, når børnene flytter hjemmefra,” siger Ida Koch.

Du har altså i årevis vidst, at det tætte bånd, hvor I bor under samme tag, skulle kappes en dag. Flytningen kan ikke komme som en stor overraskelse.

Bliver du slået helt ud af, at reden bliver tømt, er der noget galt. Så kan det hænge sammen med, at du har lukket øjnene og ikke i ordentlig tid indstillet dig på det næste kapitel i dit moderliv. Det vender vi tilbage til. Lad os først se på, hvorfor fraflytningen kan føles som en overraskende stor mental mavepuster.

Reden er tom

Mens det at få udeboende børn for de fleste kommer med en blandet cocktail af lige dele stolthed og vemod, så er det for nogle forældre næsten ubærligt at vænne sig til. Det har amerikanerne for længst fundet et navn for. Empty nest syndrome er betegnelsen for en psykisk tilstand af tab, tristhed og ensomhed, i forbindelse med at børn flytter hjemmefra. Navnet stammer fra dyreverdenen – den tomme redes syndrom.

Vi har som forældre dyrket yngelpleje, pustet på blødende knæ, bekymret os og i det hele taget fyldt vores liv ud med vores børn.

“På et tidspunkt er fuglene klar til at flyve fra reden. Og når al den energi, man har lagt i dem, skal omformes til at være ‘mor på distancen’, så efterlader det for nogle en følelse af tomhed,” siger Ida Koch.

Men i stedet for kun at sætte luppen hen over selve den dag, flyttebilen kører, bør vi ifølge psykologen have blik for, hvad der sker i årene op til. Forandringen er allerede her til at tage og føle på. Fra at have hovedrollen i dit barns liv bliver du tiltagende mere en statist.

Mens børnene er små, er vi deres nærmeste fortrolige, deres trygge favn, og vores ord er lov. Vidunderligt. Men det ændrer sig. Langsomt vender teenageren blikket udad og væk fra os og familien. De begynder at betro sig til deres venner eller – Gud forbyde det – andre voksne. De låser døren til badeværelset og lukker døren til teenageværelset (hårdt) i.

“De unge kan og skal stå på egne ben. Og det skal vi voksne også. Det er to parter, der skal give slip. Den proces er hamrende udfordrende, men vi kommer ikke uden om den,” siger Ida Koch.

Hvordan I begge lander igen på den anden side, og hvilket forhold I får sammen, afhænger af flere ting. Dels hvor tætte I har været op til, at din unge flytter, men også hvor mild og respektfuld en proces løsrivelsen ender med at blive.

Gradvis overgang

Der er nemlig flere end én fælde at falde i. Du skal først og fremmest være villig til at gå fra at have rollen som den meget vigtige hovedperson til at lade teenageren bestemme mere og tage mere ansvar. Men det kan være nemmere sagt end gjort. Er det dit første barn, der flytter, har du jo af naturlige grunde ikke den store erfaring med børn, der rykker videre, og er det dit eneste eller sidste barn, står dit liv over for en markant forandring. Så er det let som forælder at komme til at fylde for meget. Eller for lidt.

“Jo mere krampagtigt den voksne holder fast, jo kraftigere vil den unge insistere på at stå på egne ben. Kunsten er ikke at give slip over en nat, men heller ikke at holde fast for længe,” siger Ida Koch.

Begge dele er lige uheldigt. Men også meget naturligt. Bare fordi den unge er ved at blive voksen, er det ikke ensbetydende med, at du bliver ligegyldig for dem. Din rolle skal bare balanceres på en brevvægt for ikke at føre til store konflikter eller i værste fald et brud mellem jer.

Rådene er mange, men et af de mere konkrete er at give den unge opgaver i hjemmet hele vejen gennem opvæksten, så de lærer at tage ansvar og modnes til at sprede vingerne ud.

Vær til rådighed

Det er svært at give en enkel opskrift på, hvad der virker i det enkelte forælder-barn-forhold. Alligevel maner Ida Koch til, at man som voksen er sit ansvar bevidst. Du har et ansvar for, at den unge udvikler sig, og det sker nu engang bedst, hvis vi ikke sidder på nakken af dem og hvisker gode råd.

“Lad dem søge ud i verden, og bid samtidig al forsmåethed i dig. Og vær til rådighed. Kort sagt: Lad dem være, men vær der for dem. Det er vigtigt, at man stadig er tilgængelig,” siger hun.

Så selvom der måske er gået måneder, siden du sidst blev lukket ind i det fortrolige rum og hørte om kærestesorger eller eksamensangst, så må du ikke lukke af. Det er det, som Ida Koch kalder at opføre sig som en forsmået elsker.

Det kræver, at du forliger dig med, at det er den unge, der til en vis grad har serveretten i relationen. Og du skal altid stå klar, når behovet opstår. Vær ikke bange for at give slip. Det er nødvendigt for at kunne mødes igen som mere ligeværdige voksne.

“Hvis løsrivelsesprocessen er gået nogenlunde gelinde, vil den unge komme igen. Og så gælder det om hverken at være kontrollerende eller bedrevidende, men at møde den unge i øjenhøjde,” siger Ida Koch.

Jo mere krampagtigt den voksne holder fast, jo kraftigere vil den unge insistere på at stå på egne ben. Kunsten er ikke at give slip over en nat, men heller ikke at holde fast for længe.
— Ida Koch, psykolog og forfatter

Købe sig til kærlighed

En anden faldgrube, som psykologen hyppigt er stødt på, er mødre, der i en høj alder er alt for omklamrende i forhold til deres søn eller datter. Det kan fx vise sig som et misforstået tårnhøjt serviceniveau, der ikke ændrer sig nævneværdigt, selvom den unge er flyttet. Vasketøjet bliver stadig vasket hos dig, du er stadig dybt involveret i store opgaver på job eller uddannelse. Ja, måske driver du ligefrem et mindre cateringfirma med mad til køleskabet.

“Når man servicerer sin unge, handler det ofte om at insistere på sin egen betydning. Du gør dem hjælpeløse, og det er ikke at gøre dem en tjeneste. De børn, der ikke har fået lov til at vaske tøj, lave mad, betale regninger eller læse en busplan – de ved ikke, hvordan man gør,” advarer Ida Koch.

På et mere eller mindre bevidst plan har du altså gjort dit afkom dybt afhængigt af dig, så du dermed fortsat har en stor plads i deres hverdag. Men det er som at tisse i bukserne for at få varmen. Dels kan en lidt for tæt relation – måske mod den unges vilje – som sagt føre til, at de oplever et stort behov for at bryde fri af dig, og det er “ikke altid smukt at være vidne til”.

Dels kan det forplante sig som en tvivl om egne evner hos den unge. “Hvis mor altid klarer ærterne for mig, er det nok, fordi jeg ikke selv kan klare dem”, lyder den unges ræsonnement. Så træk følehornene tilpas meget til dig, så dit barn kan gøre sig sine egne erfaringer.

“De unge lærer gennem at prøve selv – ikke gennem vores velmente råd. De skal ud at have øretæver. Når check-in er lukket i lufthavnen, finder de ud af at komme til tiden på næste ferie. Det skal til,” mener Ida Koch.

Vis dig selv omsorg

I stedet for at have hele din identitet parkeret i moderrollen kan det være en god idé at rette blikket over på dig selv. Det kræver tid at finde sig til rette i rollen som “konsulentmor” i stedet for “fuldtidsmor”.
“Fyld gradvist det vakuum ud, som de unge efterlader. Spørg dig selv: Hvad kan jeg beskæftige mig med, som kan give glæde og udvikle mig? Vi er på spanden, hvis vi bare sidder og venter på, at de unge kommer hjem,” siger Ida Koch og tilføjer, at det også er noget, de unge bemærker.

Måske kan du genoptage en sportsgren, gå til tegning eller opsøge gamle veninder, der er blevet forsømt i de travle år. Det er som at genopfinde sig selv, ligesom den nyudsprungne pensionist skal finde ud af, hvem hun er, når hun ikke længere arbejder. Jo tidligere du kommer i gang, des mindre vil chokket over den tomme rede føles.

Præcis samme øvelse gør sig i øvrigt gældende, hvis du er i et parforhold.
“Det går let, hvis man er i et udviklende forhold, men for nogle par har børn været det, der tilførte liv. Og så kan man sidde tilbage og tænke: ‘Hvad skal vi nu snakke om?’ I skal finde noget nyt at være fælles om.”

Heldigvis er det slet ikke tristesse og svære følelser det hele.
“Med tiden kommer alle fordelene. Du opdager, at livet kan noget andet. Og at barnet kan klare tingene selv. Det giver en frihed, som de fleste værdsætter,” siger Ida Koch.

Og så en dag går døren op igen, og der står dit nu voksne barn, der ikke kun kan flyve, men også har lært at håndtere den turbulens, et liv på egne vinger nu engang bringer.

7 råd når dit barn flytter hjemmefra

Du kan afværge (noget af) chokket over, hvor tomt der kan føles derhjemme, når dit unge menneske er flyttet hjemmefra. Psykolog Ida Koch har disse råd til at gøre overgangen så harmonisk som mulig.

Giv gradvist slip

Bevægelsen fra fuldtidsforælder til forælder på distancen bør ske i et stille og roligt tempo, hvor den unge i årene op til får stadigt mere selvbestemmelse og ansvar. Sådan kan I begge vænne jer til den dag, selve flytningen sker.

Del dine følelser med andre

Det kan føre skam og dårlig samvittighed med sig i den unge, hvis du bruger ham eller hende som nærmeste fortrolige, fx når du savner. Tal i stedet med andre. Måske har du en veninde, der lige har været igennem det samme.

Lær dit barn basale pligter

Du gør dine unger en bjørnetjeneste, hvis du ser- vicerer dem for meget. De skal vide, hvordan man laver mad og vasker tøj, den dag de står på egne ben. Giv dem alderssvarende opgaver, mens de stadig bor hjemme.

Udfyld tomrummet

Spørg dig selv, hvad du kan beskæftige dig med, som udvikler dig og giver dig glæde. Du er på spanden, hvis du kun sidder derhjemme og venter på, at dit barn ringer. Fraflyttede børn giver også frihed, og det kan du udnytte.

Hold intime detaljer for dig selv

Der er visse emner, som ikke egner sig til at dele med dit barn. Selvom det er blevet voksent. Tænk tilbage på, da du selv var ung. Da var du sikkert heller ikke interesseret i at høre om sex, tanker om skilsmisse eller lignende fra dine forældre.

Undlad at være moraliserende

Dit unge menneske vil utvivlsomt begå fejl i overgangen til voksenlivet. Vær opmærksom på hverken at være belærende, kontrollerende eller fordømmende, når det sker. Tilbyd gode råd, når du bliver spurgt, men respektér, at beslutninger træffes af den unge.

Hvis du er bedsteforælder til en ung

Ligesom forældre kan føle en sorg over, at deres barn aldrig skal sidde på skødet igen, kan du som bedsteforælder føle vemod. Pludselig en dag skal der mere end sæbebobler og popcorn til for at opnå børnebørnenes opmærksomhed. Det kan være svært, ja, men det er naturligt.

Newsletter background