Ny anbefaling: Brug altid mindst faktor 30
Sundhedsstyrelsen dropper gamle anbefalinger og kommer med nyt råd for solfaktor.
Sundhedsstyrelsen dropper gamle anbefalinger og kommer med nyt råd for solfaktor.
Foråret og sommeren er på vej – og med det forhåbentlig også masser af solrige dage.
Men hvis du har en faktor 15 liggende i skuffen, er det en god ide at opgradere din solcreme til en højere faktor.
Sundhedsstyrelsen har nemlig opdateret sine anbefalinger.
Ifølge de tidligere anbefalinger skulle du bruge faktor 15 i Danmark og faktor 30, når du var sydpå – men de gælder altså ikke mere.
Nu lyder anbefalingen, at du altid skal bruge mindst faktor 30, når du er i solen – uanset hvor i verden du er.
En af grundene til, at anbefalingen er ændret, er at det kan være svært at få nok solcreme på. Den reelle beskyttelsesfaktor kan altså blive meget lavere, end du egentlig tror.
“Vi anbefaler nu, som de fleste andre lande i Europa, at du bruger solcreme med mindst faktor 30, uanset om du er i Danmark eller sydpå. Og brug solcreme som et supplement, og mere end du tror,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Kresten Breddam i en pressemeddelelse.
Samtidig fastholder Sundhedsstyrelsen opfordringen til at huske de andre solråd: Søg skygge, især mellem kl. 12-15. Og brug solhat, solbriller og løstsiddende tøj, når du er i solen.