Hvorfor bliver jeg rød i hovedet, når jeg træner?
Hvis du ligner en nymalet brandbil, når du er ude at løbe eller træner i ftinesscenteret, får du forklaringen her – sammen med et par tips til lidt mindre farve i kinderne.
Hvis du ligner en nymalet brandbil, når du er ude at løbe eller træner i ftinesscenteret, får du forklaringen her – sammen med et par tips til lidt mindre farve i kinderne.
Godt spørgsmål! Det korte svar er, at du bliver tomatfarvet i ansigtet, fordi blodkarrene udvides. Din krop forsøger nemlig at afkøle sig selv, når du bevæger dig, og så stiger pulsen. Blodcirkulationen øges, og din krop begynder at svede for at forhindre en overophedning. Din krop leder derfor mest muligt blod ud i huden for at sænke sin egen temperatur, og så sker det, at du bliver ildrød i bærret. Det samme sker, når du har feber og begynder at blusse i kinderne.
Du kan dog skrue på et par faktorer, hvis du vil begrænse rødmen. Kroppen har svært ved at komme af med varme, hvis dit træningstøj dækker hele kroppen, og ansigtet er det eneste, der er utildækket. Så vil blodcirkulationen øges markant på den bare hud, og ansigtet bliver rødt. Så prøv at kigge i træningsgarderoben, og vælg et lettere outfit at træne i. Du kan også drikke noget koldt for at køle dig ned.
Hvis du har prøvet alt og bare er og bliver typen, som venter timevis på at få din normale ansigtskulør tilbage efter motion, så kan et ildrødt fjæs være en temmelig irriterende bivirkning. Men husk på, at du kun blusser sådan, fordi du har givet den én over nakken og virkelig udfordret dig selv fysisk. Så bær dine røde kinder med stolthed, så længe det nu varer at køle ned.
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 10/2024