SOS, når næsen løber fra dig

Ligger du først på sofaen i en sky af lommetørklæder, er der desværre ikke så meget andet at gøre end at krybe til køjs, men disse 8 råd kan lindre symptomerne, så du hurtigere kommer på højkant.

kvinde sidder i sengen, er syg og spiser suppe

Varm suppe kan ikke kurere en forkølelse, men den kan lindre.

© iStock

Du kan nemlig kun mildne symptomerne, når de har bidt sig fast. Her er de 8 råd, der virker bedst.

1. Drop hostesaften

Selv om det måske er fristende at fylde sig med antibiotika og hostemedicin for at lindre forkølelsen, så er det spild af penge. Det har ingen mærkbar effekt.

2. Varmt og krydret

Enhver form for varme drikke kan lindre symptomerne på en forkølet næse, fordi varmen løsner op for snot og tilstoppethed. Drikke med bitter smag, fx med citron, siges at virke bedst. Også krydret mad og varm suppe mildner.

3. Spis lidt echinacea

Naturlægemidler og kosttilskud med udtræk af planten echinacea (rød solhat) kan ifølge en ny analyse formentlig afkorte snuesymptomerne med et døgns tid. Du bør ikke bruge echinacea, hvis du har type 1-sukkersygesklerose, leukæmi eller leddegigt.

Anvend det ikke forebyggende, og tag det højst 1-2 uger. Børn bør ikke tage det, da de kan være overfølsomme.

4. C for appelsin

C-vitaminer kan afkorte symptomerne med ca. et halvt døgn med høje doser på ca. 1 gram om dagen eller mere. Appelsiner er fulde af C-vitamin, men der skal også et kosttilskud til for at nå op på det ene gram.

Rådet gælder kun fx maratonløbere og elitesoldater, der er hårdt fysisk pressede.

5. Hvidløg

Hvidløg styrker generelt modstandskraften og immunforsvaret. Måske kan det også afkorte forløbet af en forkølelse lidt, viser en afprøvning af tabletter med tørret hvidløgspulver.

6. Vær god mod dig selv

Et gammelt råd siger, at en øm hals bliver lindret ved at synke. Det vil ikke få dig hurtigere gennem forkølelsen, men du vil have det bedre undervejs. Så forkæl dig selv og din hals med fx lun te med honning, varm kakao med flødeskum eller hønsekødssuppe.

Der er ingen regler, det vigtigste er, at du drikker noget, der føles rart og beroligende for dig.

LÆS OGSÅ: Sådan bekæmper du halsbetændelse

7. Træn let

Du må godt træne, selv om du er forkølet. Men lad det foregå ved let til moderat intensitet, så din kropstemperatur ikke stiger for meget. En høj temperaturstigning kombineret med en let forkølelsesfeber kan være med til at fremkalde utilpashed – træn derfor let.

Fordelen ved at træne er, at motionen løsner op i næsen, så husk et lommetørklæde, for der kan godt ryge ganske store mængder af snot ud undervejs.

8. Næsedråber

Når næsen er stoppet til og hovedet smerter, kan du med fordel anvende næsespray eller næsedråber med medicin. De åbner for luftpassagen gennem næsen og bremser snotdannelse, så du hurtigt vil føle dig meget bedre tilpas.

Præparaterne forhandles i håndkøb og kan også forebygge, at forkølelsen spredes til bihulerne eller mellemøret, fordi medicinen holder passagen fra næse og svælg til de regioner åben. Næsepræparater bør generelt kun anvendes en uges tid, ellers risikerer du paradoksalt, at symptomerne bliver værre, fordi slimhinderne vænner sig til medicinen.

LÆS OGSÅ: Hvornår smitter forkølelse?