Hvorfor får jeg ondt i nakken?
Jeg får ofte spændinger i nakken og hovedpine efter styrketræning. Gør jeg mon noget forkert?
Jeg får ofte spændinger i nakken og hovedpine efter styrketræning. Gør jeg mon noget forkert?
Dit problem kan måske skyldes, at du har hovedet i en forkert position under øvelserne. Mange har en tendens til at bøje i nakken, når de skal læne sig forover, ned i knæ eller trække sig op i armene. Det kan give spændinger i nakken, hovedpine og på sigt også ømhed i skulderen og lænden.
Fokusér på at holde hovedet i naturlig forlængelse af rygsøjlen. Forestil dig, at du har et kosteskaft fra nakken og ned gennem rygsøjlen, så de 2 dele bliver nødt til at følges ad hele tiden.
Når du holder hovedet i den rette position, forebygger du ikke alene skader – du bliver også i stand til at løfte tungere vægte. Hvis du bøjer nakken, mens du træner, vil nervebaner i nakkeregionen nemlig blokere en del af din muskelstyrke.
FORKERT! Hvis du som her bøjer nakken bagover og skyder hagen frem, risikerer du spændinger i nakken, og din evne til at løfte tungt forringes.
RIGTIGT! Her danner nakken og rygsøjlen en lige linje. Nu kan du både løfte optimalt og undgå spændinger.
Artiklen blev bragt i Aktiv Træning nr. 10/2015