Det sker der, når vi holder ferie

Hvis din sommerferie er forbi, så skynd dig at booke en forlænget weekend. Vi bliver simpelthen sundere, når vi holder ferie, viser forskning.

kvinde, der holder aktiv ferie

Det kommer næppe bag på nogen, at vi slapper mere af og gearer mere ned, når vi holder pause fra arbejdslivets trummerum. Men ferie får os også til at dyrke andre sunde vaner.

Det opdagede et forskerhold, da de fulgte 308 voksne, som over en 13-måneders periode bar fitnesstrackere 24 timer i døgnet.

I perioden holdt deltagerne i gennemsnit to til tre ferier a 12 dages varighed.

Forskerne så bl.a, at personerne var mere fysisk aktive og sov mere, når de holdt ferie – også selvom der kun var tale om en forlænget weekend.

De sunde ferievaner varede ofte ved i nogle uger efter ferien, og jo længere ferien var, jo større var forbedringerne.

Studiet så dog ikke på, hvad deltagerne indtog af mad og drikke på ferien, så det skal du selvfølgelig også have for øje, hvis du vil være sund på ferien.

Nedenfor kan du se, præcis hvad der skete med forsøgspersonerne.

13 pct. mere motion om dagen

Til trods for at ferier ofte forbindes med afslapning og daseri i liggestolen, så viste studiet, at vi dyrker 13 % mere motion om dagen, når vi holder fri. Det svarer til ca. fem minutter mere dagligt.

Ifølge de officielle anbefalinger skal vi minimum op på 30 minutters moderat eller højintens motion om dagen, så her kan fem minutter altså godt gøre en forskel.

29 minutter mindre stillesiddende

Ud over decideret motion, hvor pulsen kom op, viste studiet også, at vi er mindre stillesiddende på ferier, end når vi er på arbejde.

Deltagerne var fem procent mindre fysisk inaktive om dagen, hvilket svarer til næsten en halv time. Dette kan formentlig hænge sammen med, at 35 % af ferierne indebar udendørsaktiviteter som teltferier, vandre- og kanoture.

21 minutter mere søvn dagligt

I gennemsnit sov forsøgsdeltagerne 21 minutter – eller fire pct. – mere i døgnet på deres ferier, og forskerne så tilmed, at den øgede mængde søvn varede ved i op til to uger efter ferien.

En god nattesøvn er alfa og omega for vores generelle helbred, vores humør, overskud og kognitive evner.

Læs også: Hvor meget dyb søvn har man brug for?

Kilde: International Journal of Behavioral Nutrition and Physical Activity

I FORM nr. 14/2023