Det sker der, når mobilen husker for dig

Er vores mobil blevet en mental sovepude, der gør os ude af stand til at tænke selv? Tilsyneladende ikke, hvis man skal tro nyt studie.

Kvinde med en smartphone.

NOTIFIKATIONER – Du bliver ikke uselvstændig af at bruge digitale hjælpemidler.

© iStock

Skriver du indkøbslister på mobilen og sætter notifikationer til at minde dig om at tage din medicin? Det kan du roligt gøre uden frygt for, at det går ud over din hukommelse.

For når du får digital hjælp til at huske vigtige ting, frigiver du mentalt overskud til at huske andre ting. Sådan lyder konklusionen fra et forskerhold, der har undersøgt, om teknologiske hjælpemidler forårsager en slags digital demens.

158 personer i alderen 18-71 år blev sat til at løse en hukommelsestest 16 gange, både med og uden påmindelser fra digitale enheder.

Ikke overraskende viste forsøget, at personerne oftere huskede de ting, som de fik digitale påmindelser om. Men forsøget viste også, at personerne forbedrede deres hukommelse med 27 pct. i forhold til at huske alle de ting, de ikke fik notifikationer om.

Ifølge forskerne bruger vi altså teknologien til at huske de vigtigste ting, mens vi til gengæld får større kapacitet til at huske andre ting selv.

Faren er selvfølgelig, at teknologien svigter, når vi står og skal bruge den. Så hvis du bruger mobilen til at huske vigtige ting, skal du altid være sikker på, at den er funktionel og fx har nok strøm.

Kilde: Journal of Experimental Psychology

3 måder, teknologi kan gøre dig sundere

Mere bevægelse

Adskillige studier har vist, at vi rører os mere, når vi får hjælp fra fitnessapps eller aktivitetsure. Et studie fra 2022 i tidsskriftet The Lancet med 164.000 deltagere finder fx, at personer, der tracker deres fysiske aktivitet, i gennemsnit går 1.800 ekstra skridt og bevæger sig i 40 minutter mere om dagen samt vejer et kilo mindre.

Hjernetræning

Hjernegymnastik fås i mange afskygninger, bl.a. på din mobil. Tænk fx på sudoku og krydsord. Forskning har vist, at ældre over 60, der regelmæssigt spiller på mobilen, forbedrer deres evne til at tænke hurtigt over tid.

Mindfulness

Husker du at tage en daglig stund for dig selv? Meditation har en beviselig effekt på dit mentale helbred. Et studie med universitetsstuderende viser fx, at de, der brugte en meditationsapp 10 min. om dagen i otte uger, følte mindre stress og angst og større ro.