5 fede ting ved et hæve-sænke-bord

Har du ikke allerede et hæve-sænke-bord, skal du måske overveje at få det. Det gavner nemlig din krop, din produktivitet og flere andre ting. Læs alle fordelene her.

Kvinde, der står op og arbejder ved computer.

STÅ OP - Måske føles det lidt sværere at koncentrere sig stående i starten, men giv det en chance – du vænner dig hurtigt til det.

© iStock

5 fede ting ved et hæve-sænke-bord

Måske føles det lidt sværere at koncentrere sig stående i starten, men giv det en chance – du vænner dig hurtigt til det.

Du forebygger slid og skader

Den bedste arbejdsstilling er altid den næste, og her er et hæve-sænke-bord genialt, fordi det giver dig en nem mulighed for hele tiden at veksle mellem at sidde og stå. Det slider meget på kroppen, hvis den konstant befinder sig i samme stilling – fx når du arbejder foran en skærm mange timer dagligt. Derfor er det netop vigtigt at skifte arbejdsposition ofte for at undgå smerter og skader i nakke, skuldre og ryg.

Du styrker ben og core

Når du sidder ned på rumpen, tager den over for dine ben og bærer meget af din vægt, mens musklerne fra bagdelen og ned stort set ikke arbejder. I det øjeblik du rejser dig, får du til gengæld aktiveret langt flere muskler. Det gælder især i dine ben, men også i hele kernemuskulaturen, som i langt højere grad bliver udfordret.

Du arbejder bedre hjemme

Hjemmearbejde er blevet det nye sort, efter at corona har indtaget vores hverdag. Men det kan være en udfordring at undgå fysiske gener, hvis sofaen eller spisebordet er dit nye skrive- bord. Så er hjemmearbejde blevet en del af din hverdag, vil det i høj grad være en gevinst at anskaffe et hæve-sænke-bord. De fås i mange størrelser, nogle helt ned til 70 centimeter i bredden, så de kan stort set altid passes ind i en krog derhjemme.

Du øger forbrændingen

Ved at skifte fra siddende position til stående vil du helt automatisk sætte ekstra gang i forbrændingen, også selvom du står stille. Det skyldes, at du aktiverer flere af kroppens store muskelgrupper, og det kræver mere energi. Hvor meget mere er forskerne uenige om, men et forsøg har vist, at kontorfolk, som blev sat til at arbejde stående mindst tre timer dagligt, øgede deres forbrænding med 50 kalorier i timen. På en almindelig arbejdsuge løber det op i hele 750 ekstra kalorier.

Du får ny energi

De fleste kender følelsen af at synke mere og mere sammen i kontorstolen, som arbejdsdagen skrider frem, og her kan en løsning ganske enkelt være at rejse sig op. Meget tyder på, at det kan give et nødvendigt energiboost, som også gør dig til en bedre medarbejder.

Fx har et britisk forsøg med 146 kontoransatte vist, at et hæve-sænke-bord fik dem til at stå i snit 80 minutter mere om dagen, og det var med til at gøre dem mere engagerede i jobbet og gavne deres præstationer. Her er nogle tips til, hvordan du husker at rejse dig:

  • Hæv bordet, inden du går hjem fra arbejde, så du er klar til at starte stående næste morgen.
  • Sæt en alarm på telefonen, som minder dig om jævnligt at hæve bordet.
  • Gør det til en vane at stå op på faste tidspunkter, fx fra morgenstunden, lige efter frokost og igen kl. 14.
  • Hold øje med dine kolleger: Hver gang de rejser sig, skal du også op at stå.

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 5/2022