Spis dig sund i seje rødder & blide beder

Skifter du den grønne salat ud med beder og rødder, får du ikke bare masser af velsmag og kostfibre – du får også så solid en mæthed, at du uden problemer kan skippe ris og pasta og blive ordentlig mæt alligevel.

Prøv de mange forskellige bedetyper

Røde, gule og stribede – beder findes i flere forskellige farver, hvoraf den røde klart er den mest kendte. De andre i familien er dog også værd at stifte bekendtskab med – de er milde i smagen og en utrolig smuk ingrediens i fx salater. Og så farver de ikke maden, som de røde har tendens til.