Her har du julens sundeste snack

Nødder kan både forlænge dit liv og sænke din risiko for livsstilssygdomme. Se, hvor mange du skal spise om dagen for at opnå effekten.

Nødder og tørret frugt

Nødder er den sundeste snack, du kan vælge i julen. Spis en håndfuld om dagen.

© iStock

Spis en håndfuld nødder om dagen – og gør dit helbred en stor tjeneste!

Sådan lyder det gode budskab fra en stribe britiske forskere, der har analyseret data fra 29 nøddestudier med i alt mere end 800.000 deltagere.

Spiser du 20 gram nødder om dagen, vil du kunne sænke din risiko for hjerte-kar-sygdomme med næsten 30 procent, din kræftrisiko med 15 procent, og din risiko for tidlig død med 22 procent, siger forskerne fra Imperial College London.

Noget tyder på, at nødderne også vil kunne sænke din risiko for diabetes med hele 40 procent, men her har forskerne ikke helt så mange data som for de andre sygdomme.

Frit valg blandt alle nødder

Tilsyneladende er der frit valg på nøddehylden. Forsøgspersonerne har nemlig spist alle slags nødder fra mandler til valnødder, hasselnødder, cashewnødder, pistacienødder, pekannødder, paranødder og jordnødder, og alle nødder havde en forebyggende effekt.

Forskerne anbefaler dog, at du spiser en god blanding af alle nødder, da de har hver deres særlige fordele.

Selv om nødder er sunde, er der ingen grund til at spise mere end de 20 gram. Forskerne så ikke nogen større forebyggende effekt, hvis man øgede indtaget, og samtidig er det værd at huske på, at nødder også giver dig mange kalorier.

Holder du dig til 20 gram, er det dog til at overse. Fx giver 20 gram mandler dig ca. 106 kalorier, hvilket du let kan forbrænde i en aktiv hverdag.

Vælg generelt nødderne helt naturel – det vil sige hverken saltede, ristede eller røgede. Så er de nemlig sundest!

Kilde: Imperial College London