Hvad skal man spise dagen derpå?

Se svaret fra eksperten på iform.dk.

Spørgsmål

Når man får drukket lidt rigeligt til en rigtig god fest, hvad er så sundest at spise og drikke dagen derpå, for at rette op på udskejelserne?

Svar

Først og fremmest er det meget vigtigt, at du drikker rigeligt med væske næste dag. Væskebalancen bliver nemlig slået ud af kurs af et større indtag af alkohol. Væskemanglen er med til at give hovedpine.

Alkohol er også hård ved mavens slimhinde, og derfor er det godt at spise noget, som er "blødt" for mave og tarmsystem. Det kan være rigeligt med sundt brød (ikke tebirkes, croissanter eller wienerbrød), en portion havregrød med mælk eller fx tykmælk med mysli, bananer og kamillete.

Senere på dagen kan rigeligt med frugt og kogte grønsager anbefales - samt let fordøjelige retter med pasta, kartofler eller ris. Spis ikke for meget kød, da det er mere tungt fordøjeligt.