Lige nu er det sæson for asparges, både de grønne og de hvide, men hvad er egentlig forskellen - ud over at de hvide vokser tildækket i sand og de grønne får lov at nyde solens stråler? Vi har sammenlignet de to kaloriefattige grønsager og set på, hvor du henter mest sundhed.
Hvilken asparges er sundest?
De to aspargestyper ligner hinanden på mange områder. Rent energimæssigt indeholder de lige mange (få) kalorier, nemlig 26 kcal pr. 100 gram. De har et identisk indhold af kostfibre, indeholder samme mængde folat og er generelt rige på sunde næringsstoffer.
Der, hvor de adskiller sig fra hinanden, er, når det gælder vitaminer og mineraler og frem for alt, når det gælder indholdet af immunforsvarsstyrkende flavonoider. Den hvide asparges er nemlig fattig på immunforsvarsstyrkende antioxidanter, mens den grønne strutter af antocyaniner, som vi også kender det fra forskellige slags bær. Og det er netop de sunde plantestoffer, der giver den grønne asparges sin kraftigere smag - og altså også sejren i duellen med sin hvide fætter.