Vægttab trods travlt liv med børn: “Nu er det vores tur”
Tanja og Kenneth har gennemført en stor livsstilsændring, der har gjort dem stærkere og slankere. Se de imponerende før- og efterbilleder, og få deres bedste råd.
Tanja og Kenneth har gennemført en stor livsstilsændring, der har gjort dem stærkere og slankere. Se de imponerende før- og efterbilleder, og få deres bedste råd.
"Generelt blev vi trætte af at se os selv i spejlet.”
Sådan beskriver Tanja selv situationen i det lille hjem i Odense for halvandet år siden.
“Farmaven havde indfundet sig,” supplerer Kenneth, der i dag ikke har meget farmave over sig.
Parret, der begge har børn fra tidligere forhold, så frem mod et forår med to konfirmationer, og de så begge børnenes fester som en anledning til at tage sundhedsskeen i den anden hånd:
Læs også: Diætist: Derfor tager du på i et forhold
“Vi sagde til hinanden: ‘Det her skal stoppe’,” fortæller Kenneth.
“Når man bliver en lille smule ældre, vil man også gerne have en stærkere krop, så det handlede ikke bare om vægttab,” uddyber Tanja, der i dag er 44 år.
Første skridt mod større sundhed var at købe et parforløb hos en personlig træner og kostvejleder. Her afstemte de forventninger og fik en madplan, der tillod dem at spise, som de ville, bare i mindre mængder.
“Vi har fire børn tilsammen, og en decideret kostplan havde bare ikke fungeret for os,” forklarer Tanja, der tilskriver en stor del af succesen det faktum, at de aldrig led afsavn:
“Vi var aldrig lykkedes, hvis det havde været noget med at stå og stege kyllingefileter om morgenen, fordi man ikke måtte spise maden i kantinen.”
Læs også: Kærestepar lagde livsstilen om – få deres råd
Ud over en ændret kost skulle parret også træne mere, end de havde gjort i mange år. I starten var det styrketræning to gange om ugen, men træningsmængden steg løbende.
Med fire børn i huset hver anden uge udgjorde træningen lidt af en logistisk udfordring.
“Vi valgte at sige til børnene, at de tre måneder er en prioritering af os – det er vores tur. Det fungerede forholdsvis fornuftigt, for de har også en alder, hvor det er okay, at man nogle aftener spiser senere end andre,” konkluderer Tanja i dag.
“Børnene var sådan set gode til at støtte op om det. Vores frygt for, at det ville blive svært for dem, havde ikke hold i virkeligheden, viste det sig,” uddyber Kenneth.
“Jeg var helt klart udfordret på tålmodigheden. I mit mandehoved ville jeg gerne have et kæmpe bryst og ordentlige overarme efter to måneder. Så var det dejligt at have en at støtte sig til,” fortæller Kenneth.
I dag ses Tanja og Kenneth stadig med deres personlige træner en gang om måneden, men kører ellers videre selv. De styrketræner stadigvæk to-tre gange om ugen, og der er hverken sure miner parret imellem eller blandt børnene.
“Nu er det jo bare blevet en vane for hele familien,” afslutter Tanja.
Tanja og Kenneth fik hjælp af Kenneth Schandorf, indehaver af Schandorf Fitness, der holder til i Odense.