Sådan genfandt nybagte forældre den sunde linje
Mads og Nikoline elskede den nye rolle som forældre, men ikke manglen på motion. Nu har de lagt livsstilen om – se de imponerende før- og efterbilleder.
Mads og Nikoline elskede den nye rolle som forældre, men ikke manglen på motion. Nu har de lagt livsstilen om – se de imponerende før- og efterbilleder.
Da Nikoline og Mads lærte hinanden at kende, opdagede de hurtigt én stor, fælles interesse: motion. Begge havde gennemført talrige triatloner, og for begge var velvære lig med motion.
Da de to blev kærester, indtog motion derfor en helt naturlig – og fyldig – plads i deres dagligdag.
“Vi har gået til CrossFit sammen, og da jeg trænede til maraton, cyklede Mads ved siden af mig på lange ture,” fortæller Nikoline.
Læs også: Kom kærestekiloene til livs
Parrets aktive livsstil gav elastik i køkkenet, og hverken Mads eller Nikoline har tænkt særligt over, hvad der endte på tallerkenen.
“Vi har spist større portioner, flere lyse boller og meget mere bland-selv-slik end gennemsnittet,” uddyber Nikoline.
Ligesom mange andre unge par ville Mads og Nikoline gerne stifte familie, og Nikoline blev gravid med parrets første barn.
Hun var velsignet med en nem graviditet, der gjorde, at hun kunne fortsætte med at cykle på arbejde, men hun skar ned på al anden træning.
Det var da heller ikke de klassiske graviditetskilo, der krøb på. Faktisk var det først efter fødslen, at der skete noget.
“Egentlig var det nemt at give lidt slip. Det var, som om vi havde en god undskyldning for at slappe af,” forklarer Mads, der ligesom Nikoline oplevede, at livet med en nyfødt passede bedre sammen med aftener på sofaen end timer i fitnesscenteret.
Et foto af Nikoline blev hendes motivation til at iværksætte en U-vending for dem begge.
“Jeg spurgte mig selv: ‘Skal jeg se sådan ud, bare fordi jeg har fået et barn?’ Det var jeg ked af,” siger hun.
“Derfor sagde vi til hinanden: ‘Vi gør noget nu, før det eskalerer’,” uddyber Mads.
Efter at have prøvet selv et stykke tid tog parret kontakt til en coach, der hjalp dem med at tilrettelægge en kostplan, der matchede deres aktivitetsniveau. For parret var det lidt af en øjenåbner.
“Det, vi før kunne spise på en aften, holder nu tre dage,” fortæller Nikoline om de mindre portionsstørrelser.
Læs også: Hvor meget mad pr. person? Få stor portionsguide her
Med en datter på seks måneder har livsstilsændringen været en logistisk udfordring. Hvor parret før trænede sammen, træner de nu forskudt, og det har heller ikke altid været nemt at holde sig til en kostplan, når søvnen bliver forstyrret.
“Hvis hun ikke sover om natten, har man lyst til at tømme slikskabet, men downside er ikke det værd,” siger Mads.
“Jeg er overrasket over, hvor dårlig jeg har været til at komme tilbage. For jeg har det jo meget bedre nu,” afslutter Nikoline.
Nikoline og Mads fik hjælp af coach Jacob Bork, der holder til i København.