Hvalpen

Her viser vi dig, hvordan du udfører yogaøvelsen hvalpen optimalt. Du får også tips til, hvordan du justerer kroppen, så øvelsen bliver så effektiv og skånsom som muligt.

Kvinde laver yogaøvelsen hvalpen

HVALPEN Giver et godt stræk af skuldrene, den øvre ryg og armene.

© Jakob Helbig

Her gavner øvelsen

  • Giver et godt stræk af skuldrene, den øvre ryg og armene.
  • Øger fleksibiliteten i rygsøjlen.
  • Virker afstressende.

Sanskrit-navn: Uttana shishosana

Hvalpen – sådan gør du

Kvinde laver yogaøvelsen bordet
© Jakob Helbig

Udgangsposition:

Bordet – stå på hænder og knæ med lodrette arme og lår.

Kvinde laver yogaøvelsen hvalpen
© Jakob Helbig

Bevægelse:

  • Tag en god, dyb indånding.
  • På din udånding lader du dine hænder vandre så langt frem, du kan.
  • Land håndfladerne i gulvet og sænk overkroppen ned mod gulvet.
  • Placér panden i gulvet, og slap af i nakken.
  • Få en fornemmelse af, at du presser bagdelen tilbage, og stræk ryggen.
  • Send brystet frem og nedad.
  • Slap af i dine skuldre, og send dem væk fra ørerne.
  • Hold stillingen i 10 dybe vejrtrækninger.
  • Tag en indånding, og lad hænderne vandre tilbage på udåndingen.