Find tid til træning
Halvdelen af os har ikke tid til at få motion ind i den travle hverdag. Men er du sikker på, at det i virkeligheden ikke er motivation, du mangler? Læs med, og find ud af, om du faktisk ikke har tid, eller om du bare er god til at finde på undskyldninger.
Scenarie 1 - Du er mor med mange pligter
Tidseksperten: Du skal beslutte, at du vil
- Det er krævende både at have et fuldtidsarbejde og være den, der tager det største ansvar i hjemmet, så det er mere end realistisk, at du ikke har ret meget tid til dig selv. Hvis du skal have det, er du derfor nødt til at tage en aktiv beslutning om, at det skal og vil du have.
- Uddelegér pligterne derhjemme. Mens resten af familien gør rent lørdag formiddag, kan du jo gå til fitness, og tilsvarende, mens manden laver aftensmad om onsdagen. Børn skal ikke være ret store, før de kan hjælpe til i hjemmet, og selvom det i starten kan synes mere bøvlet, kan deres assistance frigive mange minutter på en dag.
- Dobbeltudnyt din tid. Tag cyklen, når du alligevel skal fra A til B, så du udnytter transporttiden til motion. En cykelanhænger til børn giver gode lår og baller, og er dine børn så små, at de gerne vil leges med, er det bare med at udnytte det, så du får spillet noget fodbold eller hoppet på trampolin. Du kan også beslutte, at familien får en walk-and-talk-tradition, så I fx går en tur, når I skal tale om noget.
- Hvis du beslutter, at du går til dans om mandagen, bliver det hurtigt en del af familiens skema, at sådan er det. Og husk, at det også skal være en del af dit personlige skema, så du ikke fristes til at blive hjemme for at hygge med familien.
Scenarie 2 - Du har for travlt med karrieren
Tidseksperten: Gør træning til noget sjovt men nødvendigt
- Du skal allerførst være hudløst ærlig over for dig selv og kigge dine undskyldninger nærmere efter i sømmene. Gider du reelt at dyrke motion? Er det i virkeligheden motivationen, der halter, mere end manglen på tid? Hvis ja, må du tage en beslutning – en ansvarlig beslutning på niveau med dem, du tager hver dag på jobbet.
Scenarie 3 - Du vil gerne nå at se veninderne
Tidseksperten: Vær social, mens du træner
- Find en af dine veninder, der også gerne vil træne men som dig også har svært ved at finde tiden til det. Aftal med hende, at I skal mødes to eller tre gange om ugen – gerne på faste dage, så begge får det ind på rygraden, at sådan er det.
- Brug dine venskaber til at få dyrket motion. I kan gå en tur sammen, og når I kommer i god form, kan det også lade sig gøre at tale, mens I løber. I kan sætte jer og tage caffe latten bagefter.
- Afprøv forskellige typer holdsport, evt. sammen med en af veninderne. Det kunne være fodbold, håndbold eller basket. Gå efter klubber, der vægter det sociale højt. Når du har valgt den sport, du gerne vil blive ved med at dyrke, går der med garanti ikke lang tid, inden du har fået endnu flere venner.
- Tilmeld dig en social træningsapp, eksempelvis Endomondo eller Exerlize, hvor du kan følge og finde træningsmakkere, så motion ikke er noget, du gør alene.
*Kilde: Trine Kolding, ekspert i effektivitet og planlægning*