Må jeg tage hunden med ud at løbe?
Jeg overvejer at tage min bordercollie med ud at løbe. Kan den holde til det?
Jeg overvejer at tage min bordercollie med ud at løbe. Kan den holde til det?
Ja, hvis din hund er udvokset – det vil typisk sige 1-1½ år gammel – er den en fantastisk træningsmakker. Det er kun meget små, meget tunge og meget store hunde, der ikke er fysisk egnet til at løbe lange ture.
Små hunderacer må højst løbe 5-7 km, men en middelstor hund som bordercollien kan godt løbe 10-15 km.
Ligesom hos mennesker skal hundens form dog bygges gradvist op. Har du løbet i mange år, er det vigtigt, at hunden kun får lov til at løbe med noget af vejen i den første tid. Hunde kan også få overbelastningsskader.
Hunden må heller ikke trænes mere, end den selv vil. Hvis den sakker agterud, sætter sig ned eller stopper op undervejs, er det, fordi den trænger til en pause.
Løb ikke hurtigere, end din hund kan trave ved siden af dig. Trav er hundens langdistanceteknik. Opbyg fx hundens form ved i starten at løbe 1 minut og gå 2 minutter. Trap gradvist op til 3 minutters løb og 1 minuts gang – og til sidst er hunden i form til at løbe hele vejen.