5 sunde grunde til at det giver pote at have hund

Den får os ud af døren, løfter humøret og hjælper med at skabe kontakt til andre mennesker. Her får du fem grunde til, at hunden er menneskets bedste ven.

Kvinde ude i naturen med en hund

VUF Din firbenede ven får dig op af stolen og ud i naturen. Og så holder den sørme også ensomheden fra døren.

© iStock

Vil du have flere skridt i dagligdagen, kan du fx anskaffe dig en hund. Det ved de fleste af os godt. Men vidste du, at der er flere andre sunde fordele ved at have en logrende ven?

5 sunde grunde til at have hund

Vuf! Den får os ud af døren, løfter humøret og hjælper med at skabe kontakt til andre mennesker. Her får du fem grunde til, at hunden er menneskets bedste ven.

Du bliver mindre ensom

Din firbenede ven får dig op af stolen og ud i naturen. Og så holder den sørme også ensomheden fra døren.

Ud over at hunden selvfølgelig bliver din bedste og mest loyale ven, så viser studier, at hundeejere har mindre risiko for at blive socialt isoleret fra andre mennesker og få depression.

Et studie fra The University of Western Australia viser fx, at hundeejere er langt bedre til at lære folk i deres nabolag at kende end folk uden hund.

Du bliver gladere

Det er ikke uden grund, at hunde bliver brugt som besøgsvenner på plejehjem. Kroppen skruer nemlig op for hormonet oxytocin – også kaldet kærlighedshormonet – når du er i kontakt med en hund. Ud over at gøre dig glad og veltilpas, så nedsætter oxytocin også dit blodtryk og din hjerterytme og får dig til at føle velbehag

Du bevæger dig mere

Når vuffi er tissetrængende eller hungrer efter frisk luft, er der ingen undskyldning for at blive på sofaen. Et britisk studie viser fx, at hundeejere i gennemsnit går 300 min. om ugen. Det er 200 min. mere end ikke-hundeejere. Og i følge den amerikanske hjerteforening er hundeejere hele 54 pct. mere tilbøjelige til at få den anbefalede mængde motion.

Du bliver mindre stresset

Selvom hunde har et højt energiniveau, viser flere studier, at det logrende dyr har en beroligende og afstressende effekt på os mennesker.

På the University of British Columbia fik 246 studerende fx mulighed for at lave drop-in besøg hos en flok hunde og kæle med dem i løbet af dagen. Bagefter rapporterede alle studerende om markant lavere stressniveau og bedre humør

Du lever længere

Med de mange sundhedsfordele er det ikke så mærkeligt, at hunde også kædes sammen med længere liv. Et stort studie fra Uppsala Universitet, som fulgte 3,4 millioner svenskere over 12 år, viste, at hundeejere har 24 pct. mindre risiko for at dø før tid.

Samme studie viste også, at hundejere, der bor alene, har 33 procent mindre risiko for at dø af hjertekarsygdomme end enlige uden hund.

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 12/2022