7 ting, du kan gøre, mens du går tur

Skal du underholdes, når du er ude at trave? Intet problem. Her får du lidt input til gåturene, hvad end du er på udkig efter fordybelse, træning eller naturoplevelser. Afsted med dig!

Kvinde der går tur

KEDER DU DIG PÅ GÅTUREN? På vejen kan du lave øvelser, lytte til en lydbog, tale med en ven.

© Jakob Helbig

“Det er kedeligt at gå”.

Hører du til dem, der finder det en anelse trivielt at vandre rundt – typisk på steder, hvor du har gået mange gange før – så kommer her en håndsrækning.

Det gode ved at gå som fysisk aktivitet er nemlig, at det ikke lægger beslag på andet end dine ben. Så der er en hel vifte af ting, du sagtens kan foretage dig undervejs på traveturen. Dem har vi samlet her, så du har lidt inspiration til næste gang, du snører vandreskoene.

Se vores liste med forslag:

Listen – 7 ting, du kan gøre, mens du går tur

Smid en øvelse ind

Vi gætter på, at du går, fordi du kan lide netop at ... gå. Men nu er det jo I FORM, du læser, så vi minder om, at det er tilladt at flette ekstra belastning ind på turen.

Du kan fx:

  • Give den gas op ad en trappe eller bakke
  • Lave et par push-ups på en bænk, du passerer
  • Smide en rygsæk på ryggen med ekstra vægt

Skift tempo

Lygtepæle og træer på ruten kan bruges til at sætte lidt skub i din gåtur. Du kan skifte mellem almindeligt og hurtigt tempo for hver lygtepæl eller hvert træ. Intervaltræning er effektivt til at øge forbrændingen, og hvis du vil sætte gangtræningen i system, har vi lavet lydfiler, der guider dig. Find dem her!

Vær til stede

En gåtur er en ideel ramme for at rense hovedet for alt det, du ellers gør dig umage for at huske og organisere.

Forestil dig, at du går i en boble. Tankerne vil komme alligevel, men du behøver ikke at forholde dig til dem. Lige nu skal du ingenting præstere. Du skal bare være til.

Nyd naturens udtryk

Hvad end der er rim på græsstråene, eller bøgebladene tager tilløb til at springe ud, så er der altid noget at betragte, hvis du går i naturen. Hver årstid har sin charme, så sørg endelig for også at komme udenfor og gå i de kølige måneder.

Få en litterær oplevelse

Du kan sagtens kombinere lufteren med at høre en god historie. Det bliver man aldrig for gammel til! Lydbøger og podcasts finder du på diverse betalingstjenester, men de kan også hentes gratis på dr.dk eller på bibliotekets tilbud eReolen.dk.

Snak uforstyrret

Samtaler glider ofte bedre, når vi går side om side i stedet for at sidde over for hinanden og have øjenkontakt. Så der er alle gode grunde til at invitere en god ven eller partner med på tur. Så er der næsten garanti for dybe, nærværende snakke. Du kan også nøjes med at ringe en god veninde op.

Luft hunden

Hundeejere har i gennemsnit et lavere blodtryk og får flere skridt i benene end deres hundeløse medmennesker.

Så ejer du ikke selv en firbenet, der vil elske at komme med ud at gå, så kan du jo banke på hos naboen og tilbyde en luftning. Godt for hunden – og godt for dig!

par går tur i skoven med hund

GÅ TUR MED DIN PARTNER – Samtalen går ofte lettere, når man går side om side.

© gettyimages

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 06/2023