Gode grunde til at cykle
Cykling er en fortræffelig måde at trimme kroppen på, og alle uanset niveau kan være med. Så hop i sadlen, og tril ud til en rigtig positiv kædereaktion for både krop og sjæl.
Cykling er en fortræffelig måde at trimme kroppen på, og alle uanset niveau kan være med. Så hop i sadlen, og tril ud til en rigtig positiv kædereaktion for både krop og sjæl.
Cykling er en nem, sund og effektiv motionsform - og alle, uanset alder, kan være med. Herunder kan du læse om de mange gode grunde til at finde den tohjulede jernhest frem og cykle afsted.
Cykling involverer især alle de større muskelgrupper i nederste del af kroppen. Ikke mindst nogle af kroppens største - nemlig forsiden af låret og sædemusklerne. Derfor er det god konditionstræning. Store muskler, der arbejder, kræver nemlig god betaling for det.
Musklerne stiller krav til hjertet om at pumpe mere blod rundt, og hjertet kvitterer ved at blive større og mere udholdende. Det betyder igen, at dit hjerte kan det yde mere, både når du arbejder og er i hvile, og derfor behøver det ikke slå så hurtigt for at præstere det samme. Også derfor vil din hvilepuls gå ned efterhånden.
Når du cykler, får du med andre ord arbejdet hele din organisme igennem, og med regelmæssig træning kan det næsten ikke undgås at få en række gavnlige virkninger. Sætter du din træning i system med et program til cykeltræning, der passer til din form, får du mest ud af træningen.
Alt i alt bliver der i det hele taget sat en positiv kædereaktion i gang, når du træner på cykel:
Sammenlignet med andre former for motion ligger motions-cykling helt i top, når det gælder træning af hjerte og kredsløb. Fx kan cyklingen på det område snildt konkurrere med løb og svømning.
Det samme gælder, når vi taler muskelstyrke og -udholdenhed. Kun når det drejer sig om smidighed, er cyklen ret sølle, fordi man sidder i en ensformig stilling. Derfor er det også en god idé at supplere cyklingen med fx udstrækningsøvelser.
Til gengæld er cykling ikke lige så belastende som fx løb. Det skyldes, at cykling giver en jævn belastning uden samtidig at sende voldsomme stød op gennem kroppen. Derfor er der klart mindre slid på led og muskler. Så har du fx problemer med dårlige knæ eller overvægt, er cykling en god form for motion. De stød du får gennem kroppen ved løb og gang er dog gode og nødvendige for dine knogler - de modvirker knogleskørhed, så glem ikke løb og gang helt.
LÆS OGSÅ: Derfor skal du have en elcykel
Du skal ikke undervurdere cykelmotionens betydning for din selvtillid og dit humør. Når kroppen har det godt, indvirker det nemlig også på sjælen.
Når du cykler, får du desuden masser af frisk luft, der både booster dit energiniveau og klarer hjernen.
I en travl hverdag er det ikke altid lige nemt at finde tiden og overskuddet til at motionere. Hvis du vil have mere motion ind i din hverdag, kan det derfor være en god idé at finde cyklen frem og bruge den som dit transportmiddel til arbejde, studiet, når du skal handle ind – eller noget helt fjerde. Det er nemt, billigt og ikke mindst sundt.
På cyklen kan du også altid vælge at køre i det tempo, der passer dig. Og endelig udmærker cykling sig ved at være "tidløst". Alle kan være med - ung som gammel.
Med I FORMs ruteplanner kan du tegne og måle dine cykelruter, gemme dem og udregne din kalorieforbrænding og din gennemsnitshastighed.