Vær god ved din hud, når du træner
En aktiv livsstil med masser af motion kan være udfordrende for din hud. I FORM hjælper dig med at passe på din hud, når du træner.
En aktiv livsstil med masser af motion kan være udfordrende for din hud. I FORM hjælper dig med at passe på din hud, når du træner.
Huden kan være en sart størrelse, og desværre er træning ikke altid lige så godt for din hud, som det er for resten af din krop. Heldigvis kan du selv gøre noget for at komme urenheder til livs, så du kan træne alt det du vil og stadig have en smuk og blød hud.
Mange følger ikke dette råd, men de gør sig selv en bjørnetjeneste.
Din mascara er ikke nødvendigvis et problem (medmindre den begynder at løbe), men foundation og pudder er. De vil nemlig forhindre din hud i at svede naturligt og komme af med affaldsstofferne. Det er derfor en god ide at rense din hud og give den de bedst mulige vilkår, inden du begynder at træne.
Hvis du bruger træningsmåtte, træningshandsker, svedbånd eller lignende, så sørg for at rense disse jævnligt. Træner du i et fitnesscenter, er det også en god ide at tørre/spritte maskinerne af, INDEN du bruger dem og ikke kun, når du er færdig.
Bakterier fra redskaber og maskiner bliver nemlig siddende, og spreder sig nemt til både krop og ansigt under et hårdt træningspas.
Dit træningstøj har også noget at sige i forhold til din hud. Når svedkirtlerne kommer på arbejde, kan noget tøj blive tungt og vådt, og i løbet af en eller flere træningstimer har sved og bakterier god tid til at sidde og påvirke din hud.
Derfor: Sørg for at dit træningstøj er svedtransporterende og åndbart. Din hud vil ikke blive lige så irriteret, og den får samtidig lov at ånde. Sørg også for ikke at bruge det samme træningssæt flere gange i træk uden at vaske det. Så undgår du at bringe bakterier fra forrige træningspas tilbage til din hud.
Det er altid en god ide at gå i bad lige efter træningen, så du får vasket din hud ren for sved og bakterier. Brug en mild rensesæbe til ansigt og krop – og undgå at skrubbe og eksfoliere, da det stresser huden og kan give bumser. Har du ikke adgang til bad efter træning kan du evt. rense huden med renseservietter (uden parfume o. lign. som irriterer huden).
Sørg også for at pleje din hud med fugt efter du har været i bad, så du undgår, at den bliver tør. Det kan nemlig også give irritation, som kan udvikle sig til urenheder og bumser.
LÆS OGSÅ: Akne kan angribe hele livet – få hjælp til behandling her
Styrketræning kan øge risikoen for uren hud og bumser. Det er fordi, styrketræning øger kroppens produktion af det mandlige kønshormon, testosteron - også hos kvinder. Så længe du følger rådene ovenfor og passer på din hud, kan du dog sagtens blive ved med at træne uden at skulle bekymre dig for uren hud.
LÆS OGSÅ: Spis dig til smuk og sund hud