6 små pauser i hverdagen

Mange gange i løbet af en dag kan vi stresse over, at tiden er knap eller opgaverne mange. Men med det rette blik kan du måske få øje på de åndehuller, der kan få skuldrene ned. Ellers hjælper vi dig her.

Kvinde hviler sig i en stol med benene op for at slappe af og få en pause

PAUSER - Der er god energi at hente, hvis du husker at tage en pause – eller fem – i løbet af dagen.

© iStock

Der er dage, hvor to-do-listen er for lang til, at den kan stå på blokken. På de dage er det særligt vigtigt, at du husker at give dig selv et lille afbræk, hvor du rejser dig fra stolen og ‘vasker tavlen ren’.

Det giver nemlig god energi og overblik, så du bedre klarer dig igennem resten af dagen. Men det har jeg ikke tid til, kan du indvende. Bare rolig, du behøver hverken at stå tidligere op eller komme senere hjem.

6 genveje til små pauser i hverdagen

Det handler om at have øje for de små åndehuller i dagen, hvor der opstår en naturlig pause. På den måde kan selv bilkøen blive en anledning til, at du lige slapper af.

Her får du 6 genveje, der kan hjælpe dig til at holde pause i løbet af dagen.

Stå langsomt op

Tag hul på dagen på en stilleog rolig måde, ligesom hvisdu skulle vække et barn. Tag dig tid til at blive liggende lidt under dynen, og fokusér på noget, du glæder dig til i dag, fx at cykle hjem efter job. Sæt fødderne ud på gulvet, sid lidt, og rejs dig til sidst op.

Tag en tænkepause

“Kan du have det klar til på onsdag?” eller “skal vi mødes på fredag?” Ofte føler vi, at vi skal svare hurtigt, når vi bliver spurgt. Prøv i stedet at vænne dig til at sige: “Det skal jeg lige tænke over”, og vend tilbage lidt senere. De pauser vil skåne dig for megen stress.

Træk vejret med maven

Dit åndedræt bringer livgivende ilt rundt i kroppen. Så sørg for at trække vejret helt ned i mellemgulvet og ikke kun oppe i brystkassen. Det kan du gøre med denne simple øvelse, som vil føre ro og velvære med sig.

Sådan gør du:

  • Læg den ene hånd på brystet.Denne hånd skal forblive i ro, når du trækker vejret.
  • Læg den anden hånd på maven. Denne hånd skal bevæge sig,når du trækker vejret.
  • Tag en dyb indånding, og føl,hvordan din mave pustes op.
  • Pust ud gennem munden med “fløjtemund”. Giv dig god tid, og pust helt ud.
  • Føl, hvordan din mave vender tilbage til sin normale størrelse og slapper helt af.

Lad blikket se langt

Føler vi os pressede, går vi i ordne-mode, hvor vi kun har øje for det næste punkt på to do-listen. Men når øjet ser langt – ud ad vinduet eller på et landskab – vil roen forplante sig mere i dig. Husk det, når du tager fem minutters afbræk fra din arbejdsopgave.

Værdsæt bilkøen

I bilkøen, på perronen eller i lægens venteværelse. Ventetid kan gøre os utålmodige. I virkeligheden er det jo en kærkommen pause på dagen. Så luk øjnene, træk vejret dybt, og mærk, hvordan du slapper bedre af i kroppen.

Læs i en bog

Er du slem til at sidde med telefonen, når du slapper af? Ti minutter er o.k., men hurtigt kan vi bruge to timer. Ved at skifte skærmen ud med en bog - eller et magasin som I FORM – får hjernen mere ro, og tempoet sættes ned.

Kilde: Helle Hermansen, psykolog og mindfulnesstræner

Artiklen blev bragt i I FORM 9/2022