Må jeg have menstruation til en celleprøve?
Hvad gør du, hvis du skal have foretaget en celleprøve, og du pludselig får menstruation? Tager du afsted alligevel, eller aflyser du tiden og bestiller en ny? Få gynækologens anbefaling her.
Hvad gør du, hvis du skal have foretaget en celleprøve, og du pludselig får menstruation? Tager du afsted alligevel, eller aflyser du tiden og bestiller en ny? Få gynækologens anbefaling her.
“Har du menstruation? Så kan vi desværre ikke lave undersøgelsen på dig.” Den besked fik kvinder tidligere, hvis de mødte op til en celleprøve, mens de blødte, men chancen for, at du bliver mødt med den i dag, er ikke stor.
Når lægen for nogle år tilbage foretog den såkaldte smear-test, blev prøven strøget ud på et lille glas og sendt til et laboratorium. Var der blod på glasset, havde laboranterne svært ved at analysere prøven.
Når du svinger benene op i bøjlerne i dag, bruger lægen som oftest et simpelt kit bestående af en tynd pind med en lille juletræslignende børste for enden og et bæger med noget væske i. Børsten føres op til livmodermunden, hvor der drejes rundt et par gange, hvorefter pinden tages ud, og børsten knækkes af og lægges ned i bægeret. Er der lidt blod i prøven, bliver det bare skyllet væk, og der er derfor ingen grund til at udskyde din tid hos lægen, fordi du bløder let. Fosser blodet derimod ud, kan det dog stadig være en god idé at aflyse tiden og finde en ny.
LÆS OGSÅ: Menstruationstrusser – bliv klogere på dem her
Efter en uges tid får du svar på din prøve.
Ca. 90 % har normale celler
Langt størstedelen af de celleprøver, der foretages, indeholder heldigvis kun normale celler. Selvom din prøve er helt normal, anbefales det, at du fortsætter med at blive tjekket hvert tredje eller femte år, afhængigt af din alder, og hvad tidligere prøver har vist.
Ca. 10 % har atypiske celler eller celleforandringer
Finder laboratoriet atypiske celler, kan det skyldes en infektion i skeden, fx svamp. Du vil få taget en ny prøve tre måneder senere.
Er der celleforandringer, betyder det ikke, at du har kræft. Forandringer er forstadier, som kun sjældent udvikler sig til kræft. Lette celleforandringer kan kroppen ofte selv behandle. Moderate eller svære celleforandringer behandles med en såkaldt kegleoperation.
Tilføjet 5. februar 2021: Efter artiklen blev bragt, er der ændret i screeningsprogrammet for livmoderhalskræft. De nye retningslinjer ændrer dog ikke på, hvorvidt du kan møde op med menstruation eller ej. Du kan læse mere om de nye retningslinjer her.
Kilde: Christine Felding, speciallæge i gynækologi og obstetrik