Sådan bekæmper du møl i dit køkken

De små brunlige flyvere er den slags gæster, som man ikke har lyst til at have i køkkenet. Hvis de først har fundet vej til din mel eller dine nødder, så er de er svære at slippe af med igen. Her hjælper vi dig med at skabe gode forhold i køkkenet, der forebygger, at de kommer igen.

Lufttætte glasbeholdere med nødder og ris

OPBEVARING AF TØRVARER – helt tætsluttende beholdere er et must i kampen mod møl.

© iStock

Forebyg møl i køkkenet

Flaksende flyvere er noget af det sidste, man har lyst til at spotte i sine havregryn eller melposer. De udbudne gæster er nemlig overordentlig svære at slippe af med, hvis de først har fundet vej til dine tørvarer. Forebyggelse er derfor også klart nemmere end bekæmpelse.

For det første er det smart at tjekke nyindkøbte melog grynposer efter for møl, larver eller klistret spind. Derudover er det en god idé at opbevare møl-fristende produkter i helt tætsluttende beholdere, så du begrænser eventuel spredning af de genstridige plageånder. Sørg også altid for, at der er støvsuget grundigt i skuffer og skabe.

Har bæsterne alligevel fundet vej til dit køkken, kan du se herunder, hvordan du (måske) kan slippe af med dem igen.

Bekæmp møl i køkkenet

  • Smid varen ud – forsøg at lokalisere “Patient nul”, som herefter prompte skal smides ud.

  • Støvsug grundigt – giv alle små hjørner, revner og sprækker en ordentlig tur.

  • Tør af to gange – brug en våd klud opvredet i sæbevand, og tør efter med en tør klud.

  • Kontakt en skadedyrsbekæmper – hvis de små kræ vender tilbage igen og igen, uanset hvad du gør, er det bedst at overlade dem til mere rutinerede hænder.

TIP! Finder du møl i din mad, så giv producenten besked. Det er ofte værdifuld information for dem.

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 11/2020